EL støtter De Konservative: Skoleugen bliver for lang
Det er ikke kun De Konservative, som mener, at folkeskolereformen vil holde danske børn for lang tid i skolerne.
Også Enhedslisten, som ikke er med i forligskredsen bag folkeskolen, kritiserer, at skoleugen bliver væsentligt længere i fremtiden.
- Det vil især være en lang og svær uge for de børn, som ikke lige passer ind i skolens firkantede rammer. Mange børn har brug for sceneskift for at få succesoplevelser i deres hverdag, og der er fritidspædagogikken og SFOerne afgørende i børnenes liv.
- Men det bliver der mindre af, nu hvor børnene skal være mere i skolen, siger uddannelsesordfører Rosa Lund (EL) i en pressemeddelelse.
Modsat De Konservative, roser Enhedslisten dog indførelsen af lektiecaféer, hvor eleverne kan lave lektierne på skolen.
Men det ændrer ikke på et overordnet negativt syn på folkeskolereformen hos regeringens støtteparti. Enhedslisten peger også på, at regeringens indgreb i lærerkonflikten er med til at gøre opgaven med at skabe en bedre skole "nærmest umulig".
- Vi er glade for indførelsen af valgfag, mere bevægelse og lektiecafeer, men det er meget svært at lave en god folkeskole, hvis man ikke har lærerne med.
- Lockouten viste tydeligt, at regeringen mangler tillid til lærerne, og det manglende samarbejde med lærerne afspejler sig i reformen her, der desværre mangler forståelse og indsigt i, hvad der foregår ude på skolerne, siger Rosa Lund.
Enhedslisten er også stærkt kritisk over for en øget brug af niveauopdeling i folkeskolen.
- Det vil føre til A- og B-hold, og det vil stille de fagligt svage elever dårligere og gøre det sværere at bryde den negative sociale arv, siger Rosa Lund.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned