EL truer regeringen: Blå førtidsreform koster
Først forhandlede regeringen en skatteaftale hjem med Venstre og De Konservative, og nu tyder det på, at de også gennemfører reformer af førtidspensionen og fleksjobordningen med de borgerlige partier.
Men det bliver ikke gratis for regeringen at indgå endnu en reform med de borgerlige partier, advarer Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, der er "dybt skuffet" over regeringen.
- Det er da klart, at hvis regeringen fortsætter med at lave politiske aftaler med højrefløjen, så gør det livet for dem endnu vanskeligere, end det er i forvejen, siger Per Clausen og fortsætter:
- Hvis de gør det her, må vi jo bare opfatte det som et klart signal om, at de intet har lært af debatten omkring skattereformen. Og det er rigtig ærgerligt.
Regeringens udspil til en reform af førtidspensionen og fleksjobordningen betyder blandt andet, at folk under 40 år i udgangspunktet ikke skal kunne komme på førtidspension, og at det offentlige tilskud til fleksjob bliver barberet markant.
Spørgsmål: Vil I redde regeringens røv til finansloven, hvis de gennemfører reformerne med de borgerlige partier?
- Det bliver vanskeligere og vanskeligere at forestille sig, at man kan rette op på de skader, man har gennemført, og få rullet de forringelser tilbage, som man har aftalt med de højreorienterede partier, siger Per Clausen.
Han kan ikke nævne nogle konkrete krav, der skal opfyldes, før regeringen kan vide sig sikker på, at Enhedslisten lægger mandater til finansloven til efteråret.
- Men forringelserne for de arbejdsløse, pensionisterne, førtidspensionisterne og kontanthjælpsmodtagerne er uacceptable, og derfor bliver diskussionen selvfølgelig om, hvad der kan gøres, for at de ikke rammes så hårdt, siger Per Clausen.
Reformerne af førtidspensionen og fleksjobordningen skal give 1,9 milliarder kroner årligt til statskassen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde