EL: Vi forhandler om sikkerhedsnet for ledige

Forventningerne stiger, men Enhedslisten mangler fortsat at få regeringens underskrift på partiets krav om et økonomisk sikkerhedsnet for de tusinder af arbejdsløse, som risikerer at miste både dagpenge og kontanthjælp fra nytår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Partiets finansordfører Frank Aaen siger tidligt fredag aften, at hovedforhandlingerne nu drejer sig om de mennesker, som kan miste deres forsørgelsesgrundlag.

Han kan ikke sige, hvad det bliver til med det sikkerhedsnet, som Enhedslisten har krævet.

- Dér er jeg nødt til at sige, at vi forhandler. Vi ved endnu ikke, hvor det spørgsmål ender, siger Frank Aaen.

Spørgsmål: Men du er sikker på, at I når til en samlet finanslovaftale med regeringen?

- Det tror jeg på, men der forhandles stadig, siger Frank Aaen.

Flere medier har i løbet af eftermiddagen oplyst, at regeringen og Enhedslisten er tæt på et kompromis.

Tilbuddet fra regeringen skulle gå ud på, at arbejdsløse, som både mister retten til dagpenge og kontanthjælp, skulle kunne få en indtægt på størrelse med kontanthjælp i et halvt år, hvis de deltager i et kursus på nogle uger.

Enhedslisten har opgivet at få regeringen med på at ændre selve reglerne for dagpenge. Fra nytår gælder nye regler, så dagpengeperioden halveres til to år. Samtidig fordobles optjeningstiden til et år.

De nye regler blev vedtaget af den tidligere, borgerlige regering i 2010 med stemmer fra De Radikale og Dansk Folkeparti.

Den nuværende regering har udsat startdatoen for de nye regler med et halvt år til efter en aftale med Enhedslisten.

Både Enhedslisten og regeringen har en forventning om, at de i løbet af weekenden kan lande en aftale om finansloven og dermed statens budget for 2013.

Enhedslistens hovedbestyrelse skal godkende forhandlingsresultatet, og den er endnu ikke indkaldt til møde.

/ritzau/