EL vil have lønstigninger og afskaffe integrationsydelse
EL har fem forslag med til finansloven. Offentligt ansatte skal op i løn, og integrationsydelse skal væk.
- Vi kommer jo næppe til at lave en finanslovsaftale med regeringen.
Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted siger det selv. Regeringen vil næppe overrumple Christiansborg og indgå en rød finanslov.
Men partiet mødte alligevel op med fem ønsker til en finanslov for 2018, da der fredag var sættemøder i Finansministeriet.
Her deltog politisk ordfører Pernille Skipper også:
- Vi går til forhandlingerne med en hvis skepsis. For hvis vi kigger på regeringens udspil, så ligger det langt fra, hvad Enhedslisten mener, der er brug for i Danmark lige nu.
- Regeringen vil give skattelettelser til de rigeste. Og ikke til nærmelsesvist det løft i velfærden, som der er behov for. Men selvfølgelig går vi ind til forhandlingerne med nogle konkrete krav, siger Pernille Skipper.
Partiet vil for det første bruge ti milliarder til velfærd og sundhed og for det andet skal der være lønstigninger til de offentligt ansatte, der tjener mindst. Pengene skal blandt andet findes ved at hæve skatten for de danskere, der tjener mest.
- Vi har et kæmpe problem med meget lave lønninger for nogle offentligt ansatte, mens chefernes lønninger stukket af, siger Pernille Skipper.
Enhedslisten ønsker også at fjerne kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, som regeringen til gengæld er begejstret for. Partiet vil kæmpe for mere vild skov og natur og det sidste punkt handler om at fjerne nedskæringer på uddannelse og arbejdsmiljø.
- Vi viser med vores forslag, at det både er muligt og realistisk i den nuværende økonomiske situation at sikre velfærd og uddannelse og at skabe rimelige vilkår for de danskere, der er ramt af arbejdsløshed og sygdom, siger finansordfører Pelle Dragsted.
Partiet er dog også klar til at diskutere skattelettelser. Hvis de vel at mærke går til de lavestlønnede.
- Det er ikke det, regeringen har lagt frem, men sådan et forslag har vi også med i baghånden, siger Pernille Skipper.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker