EL vil stoppe eksport af ammunition til alle andre end Ukraine
Alt ammunition, der produceres i Europa, skal fremover sendes til Ukraine. Det mener Enhedslisten. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Kun Ukraine må modtage ammunition fra EU-lande. Eksport til alle andre lande skal stoppes, mener Enhedslisten.
Hver granat og patron, der produceres i Europa, skal sendes til Ukraine. Der skal indføres et totalt stop for eksport af ammunition til alle andre lande.
Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted.
- Vi står i en situation, hvor Ukraine er ekstremt presset i krigen, og det er de blandt andet, fordi de mangler raketter og granater til at kunne forsvare sig mod de russiske besættelsesstyrker, lyder det fra Pelle Dragsted.
Samtidig så har Europa svigtet sine løfter til Ukraine, siger han.
- Vi har ikke leveret den ammunition, som vi havde lovet, og det er en af årsagerne til, at Ukraine er så hårdt presset, som det er nu.
EU havde meldt ud, at man ville sende en million artillerigranater til Ukraine inden marts. Men ukrainerne har kun fået halvdelen, siger Dragsted.
Ifølge den politiske ordfører eksporterer europæiske våbenproducenter mellem 40 og 60 procent af deres ammunition til lande uden for EU.
- Samtidig med at ukrainerne står og råber på ammunition, eksporterer vi ammunition til andre lande uden for EU, og det mener vi er fuldstændig uacceptabelt.
Spørgsmål: Er der ikke en risiko for, at mange af de lande uden for EU, der modtager ammunitionen, har brug for det og vil være meget dårligere stillet, hvis de ikke får den?
- Langt de fleste af de lande, der eksporteres til, er ikke lande, der er i væbnede konflikter. Så for mig at se er det helt åbenlyst, at Ukraine har et større behov lige nu, og så må andre lande vente.
Det drejer sig blandt andet om lande i Afrika, Latinamerika og Asien, som med Enhedslistens forslag altså ikke længere vil kunne modtage ammunition.
Pelle Dragsted vil nu stille kravet over for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og spørge, om han er klar til at støtte en europæisk aftale om et øjeblikkeligt eksportforbud for europæiske våbenproducenter.
Nikolaj Villumsen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, vil rette en appel til både EU's udenrigschef og Det Europæiske Råd, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde