Elafgifter sættes ned hurtigere end planlagt
Afgifterne på elvarme sættes ned fra 1. maj. Det er tidligere end ellers planlagt, oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V). Foto: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen/arkiv
Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen/arkiv
Parcelhusejere med elvarme kan se frem til lavere afgifter på elregningen.
Et flertal i Folketinget er blevet enige om at fremrykke nogle afgiftslempelser, som ellers først skulle være trådt i kraft i 2019. Det betyder, at elvarmeafgiften sættes ned fra 1. maj.
Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriets beregninger vil et almindeligt parcelhus opvarmet med en varmepumpe få en besparelse i elvarmeafgift på op mod 650 kroner årligt inklusive moms.
Hvis huset er opvarmet med elradiatorer, er besparelsen i 2018 større.
- Som skatteminister er jeg altid glad for at kunne gøre det billigere at være dansker, udtaler skatteminister Karsten Lauritzen (V) i pressemeddelelsen.
- Vi giver nu en konkret håndsrækning til mange danske familier og virksomheder i form af en mindre elregning allerede i år.
Årsagen til, at afgifterne kan sættes ned før planlagt, er, at en plan fra 2013 om, at det skulle være skattemæssigt billigere at overdrage sin virksomhed til en erhvervsdrivende fond, er forsinket.
Derfor er regeringen blevet enig med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale og SF om at bruge de 440 millioner kroner, der var afsat i 2018, på at sætte afgifter ned.
Ud over lavere elvarmeafgift bliver der råd til større fradrag for virksomheders investeringer i forskning og udvikling.
Og der bliver oprettet puljer til energilagringsprojekter, kystbeskyttelse og støjbekæmpelse på de danske veje.
De 130 millioner kroner, der er sat af til projekter om energilagring, er efter Socialdemokratiets mening det vigtigste i aftalen.
- Et af vores luksusproblemer er, at vi er blevet så gode til at producere vedvarende energi, ikke mindst fra vindmøller, at der er store perioder, hvor vi ikke kan udnytte al strømmen, forklarer skatteordfører Jesper Petersen (S).
- Dér er udfordringen, hvordan man gemmer den energi til brug senere. Det er en af de store hovedpiner på energiområdet. Og der er nogle danske virksomheder, der er undervejs. Dem vil vi gerne hjælpe på vej, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet