Elbæk: Jeg havde fuld opbakning fra Thorning og Vestager

- Jeg har truffet en både svær, men også rigtig beslutning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lød det fra en kortfattet Uffe Elbæk, da han onsdag eftermiddag trådte frem for rullende kameraer i Kulturministeriet og meddelte sin afgang.

- Hele det forløb, der har været den sidste uges tid har på alle måder overskygget det, der er regeringens store projekt, nemlig at skabe et langt mere solidarisk, bæredygtigt og klogt samfund, sagde han.

Det sker med henvisning til fremlæggelsen af regeringens længe ventede prestigeprojekt - en reform af folkeskolen - der totalt blev overskygget af, at Elbæk tirsdag aften pludselig indrømmede, at hans embedsværk greb ind overfor hans mange møder på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (Afuk), som han selv har siddet i bestyrelsen for.

Men det var ikke regeringstoppen, som har presset kulturminister Uffe Elbæk (R) til at gå af som kulturminister, fastholder Uffe Elbæk.

- Jeg har både snakket med Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt i dag, og der var fuld opbakning til mig.

Spørgsmål: Så der er ingen af dem, der har bedt dig om at gå af?

- Nej, tværtom.

Den snart forhenværende kulturminister understreger, at der var tale om "en svær, men rigtig beslutning".

- Den diskussion, der har været den sidste uge har overskygget regeringens projekt. Derfor har jeg besluttet at tage kontakt til statsministeren for at sige, at jeg trækker mig.

- Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal til dronningen, men det finder vi ud af, siger Uffe Elbæk.

Elbæk begrunder også sin exit med hensynet til sin familie.

- Jeg tror, der er mange læringer i det her forløb omkring politisk kultur og mediekultur, siger han.

- Og jeg synes, det har haft nogle omkostninger, som jeg ikke kan stå inde for. Der er noget, der er vigtigere end at være kulturminister, og det er at have et godt forhold til min mand, siger han.

Elbæks mand har siden maj måned i år været ansat på netop Afuk.

/ritzau/