Elbæk modtages varmt af Amnesty i Ukraine

Forventningerne er store hos Ukraines afdeling af Amnesty International forud for det møde, menneskerettighedsorganisationen skal have lørdag med den danske kulturminister Uffe Elbæk (R).

Elbæk er i landet til EM i fodbold, men kritiseres i Danmark for, at hans overværelse af de danske kampe kan misbruges af styret i Ukraine, som beskyldes for grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Tanja Mazur, som leder Amnesty International i Ukraine, er omvendt meget glad for besøget, som foreløbig er det eneste i kalenderen med af en udenlandsk minister ved EM.

- Vi vil udtrykke vores bekymring for menneskerettighederne. Det er en enestående mulighed, siger hun til Ritzau.

Hun fremhæver, at Uffe Elbæk skal møde torturofre.

- Det er en fuldstændig anderledes følelse, når man kan høre og tale med ofre for menneskerettighedskrænkelser i stedet for at læse rapporter om det, siger Tanja Mazur.

Den manglende efterforskning af politibrutalitet er det, Amnesty vil tale med den danske minister om.

- Det ukrainske politi kan være brutalt, korrupt og voldeligt. De ved, at de kan gøre det uden at blive straffet, siger Amnesty-lederen.

- I øjeblikket har vi ingen effektivt enhed til at efterforske kriminalitet og dårlig optræden inden for politiet, siger hun.

Organisationen håber, at Elbæk senere vil mødes med ukrainske ministre og bringe budskabet videre.

- Den ukrainske regering vil lytte til en stemme fra Europa, siger hun.

- Ukraine er ikke bare et smukt land, men også et land med mange krænkelser af menneskerettighederne, siger Tanja Mazur.

/ritzau/

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

Han kritiseres i Danmark, men modtages med åbne arme af systemkritikere i Ukraine.

Offentliggjort Sidst opdateret