Afgiftsfritagelsen for elbiler skal fortsætte efter 2015, anbefaler regeringens klimakommission. Formålet er at skabe klarere rammer for producenterne over en længere periode.
Af hensyn til statskassen og samfundsøkonomien skal lempelsen dog begrænses til 100.000 biler frem mod 2020. Det svarer til cirka fire procent af bilparken.
Fritagelsen for afgift bør også - og allerede fra i dag - omfatte plug in-hybridbiler, som kan køre på både batteristrøm og flydende brændstof, mener Klimakommissionen.
Energiforbruget til transport udgør en tredjedel af det danske energiforbrug og to tredjedele af det samlede olieforbrug.
Det er en af de store ubekendte i fremtidens transport- og energipolitik, om elbilerne slår an i stor målestok. De kan køre på klimavenlig, CO2-fri vindmøllestrøm, som vi får store mængder af.
Men batterierne er for dyre og har ikke kapacitet til, at man kan køre lange strækninger mellem batteriskift eller genopladning, påpeger kommissionen. Batteriteknologien er endnu ikke tilstrækkeligt udviklet til, at elbilerne kan konkurrere med konventionelle biler.
- Elektrificeringen af personbiler forsinkes eller sættes i stå på grund af "hønen eller ægget"-problemet: Uden elbiler, ingen opladningsstationer - og omvendt, anfører kommissionen.
Det er også uvist hvor stor en del af transportsektoren, der vil kunne køre på biobrændstof i form af tilsat ætanol i benzinen. Mængden af biomasse er begrænset og bliver dyrere, hvis omverdenen efterspørger mere biomasse. Derfor kan man ikke basere en transportstrategi alene på biobrændstof.
De transportformer, som er sværest at elektrificere - fly, skibstrafik og lastbiler - kommer til at bruge de største mængder biobrændstoffer i fremtiden, forudser kommissionen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned