Elev: Gode råd når skolen lukker

Skolelukningerne i Lolland Kommune kunne have været planlagt langt bedre, fastslår Simone Molsing, der i dag går i 9. klasse, og hendes far Brian Molsing - og begge mener i øvrigt fortsat, at Halsted Skole burde have været bevaret.

I serien “Kommunen til eksamen” sætter avisen fokus på den nye storkommune, der om kort tid har eksisteret i fire år. En konsekvens af kommunesammenlægningen blev også skolelukninger.

Som skoleelev, der har været igennem en skolelukning har Simone Molsing flere gode råd, som eksempelvis burde kunne bruges i Guldborgsund Kommune, der nu skal i gang med skolelukninger.

I foråret 2008 gik Simone Molsing i 6. klasse på Halsted Skole og skulle starte i 7.A på Ravnsborgskolen i Horslunde efter sommerferien:
- Der var to 7. klasser på skolen i forvejen, og 10 af mine gamle klassekammerater kom i 7.B og jeg selv og fire andre i 7.A. Vi blev nærmest bare smidt ind i klassen og fik nye lærere, som dem fra Ravnsborgskolen heller ikke kendte.

Der blev ikke arrangeret nogen som helst form for ryst-sammen-tur.
Simone Molsing: - Der var rigtig megen uro i klassen og et meget stort spring i, hvad vi kunne. I Halsted var vi vant til at lære noget og at kunne tingene. På Ravnsborgskolen måtte matematiklæreren lave lege for at lære nogen at lægge tal sammen.

Det hele koksede i julen 2008, hvor Simone kom hjem og græd og sagde at hun ikke ville tilbage til Ravnsborgskolen. Hun var begyndt at blive drillet i skolen og på de to busture på tilsammen 45 minutter til og fra skolen.

I stedet kom Simone Molsing på Byskolen i Nakskov, hvor hun har gået siden januar 2009:
- Jeg kom i en klasse, der bestod af to klasser fra Madeskovskolen, der var slået sammen til én. På Madeskovskolen slog man de to klasser sammen et par måneder før, de skulle flytte til Byskolen, og samtidig fik de deres nye klasselærer, som så flyttede med til Byskolen.
- Jeg synes, at det er en god idé, at man kommer i gang noget før og også forbereder lærerne.

Brian Molsing: - Men lærerne på Byskolen virkede også mere motiverede og mere engagerede i, at det skulle lykkes.

I 8. klasse var Simones klasse og en anden af 8. klasserne på lejrskole i Berlin, og det kom til at fungere som en ryste-sammen-tur, hvor eleverne lærte hinanden at kende på en helt anden måde.

Her i september i 9. klasse var der så ros til alle eleverne fra lærerne for at være en rolig klasse.

Foto: Foto©Jan Knudsen

KOMMUNEN TIL EKSAMEN: En tidligere elev fra Halsted Skole mener, at skolelukningerne i Lolland Kommune kunne have været planlagt langt bedre.

Offentliggjort Sidst opdateret