Elever modtager reformudspil med blandede følelser
Landets erhvervsskoleelever har ikke smidt alt, hvad de har i hænderne for at juble over regeringens udspil til en reform af erhvervsskolerne.
Tværtimod vækker udspillet "blandede følelser", understreger formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Morten Ryom.
- Der er nogle ting, der i vores øjne modarbejder regeringens mål om at vende udviklingen og få flere ind på erhvervsskolerne. Så indtil videre har vi lidt blandede følelser i forhold til udspillet, siger Morten Ryom.
Han peger blandt andet på forslaget om at indføre adgangskrav i form af en minimumkarakter i dansk og matematik på 02 samt det basisår, som man vil lægge i begyndelsen af uddannelserne.
- Med basisåret vil der gå halvandet år, før man er ude ved en mester, og det, tror vi, kan skræmme dem væk, der er skoletrætte og som vil ud i virkeligheden, siger han.
Heller ikke regeringens ønske om at indføre adgangskrav i dansk og matematik vækker begejstring blandt eleverne.
- Vi synes, det er synd, at man på den måde vil holde folk ude. Undersøgelser viser, at mange af dem, der bliver udlært i dag og er blevet dygtige håndværkere, rent faktisk ikke ville have klaret de adgangskrav, understreger Morten Ryom.
En anden del af regeringens udspil, og som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) selv præsenterede i sin åbningstale i Folketinget tirsdag, er, at eleverne skal modtage mindst 26 timers undervisning.
Et mål, som ifølge Morten Ryom er et skridt i den rigtige retning.
- Det er helt fint, og det er også noget, vi har efterspurgt. Men vi havde gerne set, at der var kommet flere timer på, så man langsomt vænnes til de 37 timer, man arbejder ude i virksomhederne, siger Morten Ryom.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker