Ellastbiler får 25 ladeparker frem mod 2030
Danmark får 25 ladeparker til ellastbiler. Her ses en ladepark til elbiler på rastepladsen Lillebælt Syd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Små 700 millioner kroner er afsat til at etablere 25 ladeparker til ellastbiler. De fem første åbner i 2025.
Frem mod 2030 skal der etableres 25 ladeparker til ellastbiler rundt i landet.
Det har forligskredsen bag den seneste infrastrukturaftale afsat små 700 millioner kroner til, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Ladeparkerne med i alt 175 lynladepunkter placeres, så der ikke er længere end 60 kilometer til en lynlader på hovednettet, lyder det.
De fem første ladeparker åbner i 2025. De placeres langs større motorveje i området omring Randers, Herning, Vejle, Padborg og Køge.
2025 er en deadline for de første fem ladeparker sat af EU. Det er et krav i EU-forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler (AFIR).
- Som udgangspunkt vil de fleste lastbiler være fuldt opladte, når de forlader vognmændenes matrikler, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i meddelelsen.
- Derfor er ladeparkerne placeret, så de kan dække behovet på de lange ture. Derudover er private aktører også i gang med at åbne ladeparker til tung transport, så vognmændene kan være helt trygge ved at tilvælge ellastbiler i fremtiden.
Transportministeren siger videre, at fremskrivninger viser, at ellastbiler vil udgøre fire procent af lastbiler i Danmark i 2030.
Tal fra september viste, at 6,3 procent af alle nyregistrerede lastbiler foreløbig i 2023 var på el. Det oplyste De Danske Bilimportører.
Det er næsten en firedobling i forhold til 2022, hvor 1,8 procent af de nyregistrerede lastbiler var ellastbiler.
De nye ladeparker skal etableres af private virksomheder gennem statslige udbud.
Partierne bag infrastrukturaftalen er regeringspartierne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker