Ellemann beklager: Notat om sprøjteforbud blev tilbageholdt
Efter flere fund af pesticidrester i drikkevand er miljøministeren i samråd. Blandt andet om et skjult notat.
Da regeringen sidste år sammen med DF, S, SF og De Radikale blev enige om regler for brug af pesticider i Danmark, skete det ikke på et fuldt oplyst grundlag.
Et notat om sprøjteforbud ved drikkevandsboringer blev nemlig ikke udleveret af daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Og det beklager hans efterfølger Jakob Ellemann-Jensen (V) torsdag under et samråd.
- Det lader til at have været et ærgerligt forløb, hvor tilliden har lidt et knæk. Jeg forventer selvfølgelig af mit ministerium, at det leverer den relevante faglige information om et emne, når vi skal forhandle, siger Ellemann-Jensen.
Ellemann-Jensen siger, at det ikke er hans indtryk, at der har fundet en vildledning sted. Han var ikke selv med ved forhandlingerne, da han på det tidspunkt var Venstres politiske ordfører.
Det var Radio24syv, der i sommer afslørede, at et notat fra Miljøstyrelsen oplyste, at et sprøjteforbud ved vandboringer vil give den bedste mulighed for at beskytte grundvandet.
Alle partierne i oppositionen ønsker et sprøjteforbud nær boringer, efter at der den seneste tid er fundet flere rester af ukrudtsmidler i grundvand. Det samme gør vandværkernes sammenslutning Danva.
- Det, der grundlæggende er forhindringen, er at det er nogle menneskers ejendom, siger Jakob Ellemann-Jensen.
- Vi skal finde balancen mellem benyttelse og beskyttelse, lyder det fra ministeren.
- Men den balance skal være kompromisløs i forhold til at passe på vores drikkevand, fastslår han.
De seneste måneder er der fundet pesticidrester i flere drikkevandsboringer. I nogle tilfælde er der tale om rester af stoffer, der har været forbudt i flere år, men som først nu findes i grundvandet.
Ellemann-Jensen henviser til, at pesticidaftalen fra sidste år skal op til forhandling igen i efteråret.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker