Ellemann: Skattelettelser ville ikke kunne gennemføres i blå blok
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er søndag aften på besøg til interview både på TV 2 og på DR. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der vil altid både være noget rødt, blåt og lilla i regeringen, mener statsminister Mette Frederiksen.
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at den nye regering vil gennemføre skattelettelser, som ikke ville kunne lade sig gøre med et blåt flertal.
- Det her er nogle skattelettelser, som jeg kun turde drømme om på den blå side af hegnet, siger han i et interview med TV 2 søndag aften.
Venstre-formanden bliver interviewet sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Derfor bliver Mette Frederiksen også spurgt til, om hun mener, at den nye regerings skattepolitik er mere blå, end hvad en regering med partierne fra blå blok ville kunne lave.
Hun svarer, at hun ikke på noget tidspunkt kommer til at kalde de topskattelettelser, som regeringen lægger op til i sit regeringsgrundlag, for socialdemokratiske.
Statsministeren mener, at der altid vil være noget rødt, noget blåt og noget lilla i regeringen.
De tre partiledere lægger også vejen forbi DR til et fælles interview søndag aften. Også her bliver Mette Frederiksen spurgt, om hun er blevet mere blå end rød.
- Jeg er den samme, som jeg har været hele vejen igennem, men min opgave har ændret sig, siger hun til DR.
Under regeringsforhandlingerne lagde Jakob Ellemann-Jensen vægt på, at han skulle opnå mere blå politik i en regering end uden for en.
Det mener han at have gjort med regeringens skattepolitik, lyder det søndag aften til TV 2.
Den nye SVM-regering vil gennemføre en skattereform, som skal koste fem milliarder kroner.
Den nye regering lægger op til at nedsætte topskattesatsen med 7,5 procentpoint - en halvering - for indkomster op til 750.000 kroner.
Samtidig forhøjes skattesatsen på topskat med fem procentpoint for indkomster over 2,5 millioner korner.
Endelig bliver der afsat fire milliarder til at forhøje beskæftigelsesfradraget, så alle i arbejde får en skattelettelse. Regeringen lægger desuden op til et særligt fradrag for enlige forsørgere.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned