Ellemann vil fordøje krise inden udmelding om kandidatur
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, ville lørdag ikke kommentere et evenutelt kandidatur til formandsposten i partiet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jakob Ellemann-Jensen vil ikke kommentere eventuelt kandidatur til formandspost efter Løkkes afgang.
Jakob Ellemann-Jensen vil ikke be- eller afkræfte, at han stiller op som formandskandidat i Venstre, efter at Lars Løkke Rasmussen lørdag valgte at trække sig fra posten.
- Lars Løkke Rasmussen har trukket sig, og det betyder, at vi står i en svær situation, men i dag har vi brug for at få plads til at sætte os ned og kigge ud over fjorden, siger han ved partiets hovedbestyrelsesmøde i Brejning.
- Det kalder på refleksion og omtanke, fordi vi skal videre, og vi skal videre sammen. Men i dag skal vi have lov til at tænke os om og ære dem, der har gjort en fantastisk indsats for vores parti og vores land, tilføjer han.
Jakob Ellemann-Jensens navn er blevet nævnt flittigt som det varmeste bud på en afløser for Lars Løkke Rasmussen.
Den politiske ordfører insisterer dog på at vente med at kommentere et eventuelt kandidatur til posten.
- Jeg vil ikke give noget svar i dag af de grunde, jeg lige har nævnt, svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt han stiller op som formand for Venstre.
Lars Løkke Rasmussen valgte sammen med næstformand Kristian Jensen at trække sig fra den politiske ledelse i Venstre lørdag formiddag.
Det skete efter stor politiske uro i partiet, hvor både navngivne og unavngivne Venstre-folk har krævet udskiftning på formandsposterne.
Lars Løkke Rasmussen havde indtil lørdagens hovedbestyrelsesmøde i Brejning insisteret på at lade det være op til de delegerede at vælge partiets formand på et landsmøde.
Lørdag valgte Lars Løkke Rasmussen at forlade hovedbestyrelsesmødet. Kort efter kom annonceringen om, at han forlader formandsposten.
Venstre-profilen Claus Hjort Frederiksen har kaldt lørdagens udvikling "tragisk" og en "kortslutning af den demokratiske proces".
- Jeg tror, vi alle sammen er overvældet af en masse følelser i dag. Derfor reagerer vi forskelligt, og det skal vi give plads til, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker