Det skal være slut med, at politikerne i Folketinget langer ud efter navngivne embedsmænd i ministerierne. Det er sket i flere tilfælde det seneste halve år, og udviklingen får nu juristernes og økonomernes fagforening Djøf til at råbe vagt i gevær, skriver Politiken søndag.
- Der har været flere tilfælde, der giver anledning til principiel betænkelighed, siger Per Hansen, der formand for Djøf's afdeling for offentlige chefer til Politiken.
Han ønsker dog ikke at sætte navn på de embedsmænd, som Djøf mener, politikerne har behandlet forkert.
I et brev, der netop er sendt til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Folketingets formand Thor Pedersen (V), peger Djøf på en "stærkt bekymrende udvikling, som straks bør standses".
- Embedsmænd skal ikke være afhængige af politisk opbakning. I dag bliver embedsmændene siddende i ministerierne, uanset hvem der har flertal på Christiansborg. Alternativet er et system, hvor embedsmændene bliver skiftet ud, når der kommer en ny regering. Det vil svække den faglighed, vi har i den danske forvaltning, hvis nye topembedsmænd skal starte fra scratch efter hvert regeringsskift, siger Per Hansen til avisen.
Professor og ekspert i offentlig forvaltning Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School tager Djøf's advarsel meget alvorligt.
- Det er en kolossal styrke for vores samfund, at embedsværket fungerer uafhængigt af de politiske uenigheder. Det er det, der sikrer saglighed og faglighed i forvaltningen, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker