Embedsmand følte sig som gidsel i en løgn i instrukssag

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er mandag til det tredje retsmøde i rigsretssagen imod hende. Dagen bruges blandt andet på, anklagerne afslutter deres forelæggelse af sagen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

På tredje dag i rigsretssagen læser anklager flere mails op, der viser styrelses frustration over ministerium.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere mails, som anklager Anne Birgitte Gammeljord har valgt at læse op i rigsretssagen mod Inger Støjberg, viser, hvordan der i Udlændingestyrelsen var utilfredshed med ministeriets udlægning af sagen om adskillelse af asylpar.

Blandt andet da de i oktober 2016 internt i styrelsen diskuterede, hvordan de skulle besvare et folketingsspørgsmål.

Det handler om de fem tilfælde, hvor asylpar ikke blev adskilt, trods instruksen om, at mindreårige asylansøgere skulle adskilles fra deres ægtefælle eller samlever.

Enhedschef i Udlændingestyrelsen Kristina Rosado skrev i en intern mail, om det ikke ville give et lidt forkert indtryk af forløbet, når styrelsen blot skrev, at de fem sager blev forelagt departementet.

- Det gjorde de ganske vist, og departementet var også indforstået med, at vi forelagde dem uden forudgående adskillelse, men de blev ved med at hænge i bremsen og tog jo netop aldrig egentlig stilling til sagerne.

- Beslutningen om ikke at adskille parrene var helt vores egen, lød det i Rosados mail.

Ditte Kruse Dankert, kontorchef i styrelsen, svarede samme dag:

- Fuldstændig enig med Kristina. Det gider jeg simpelthen ikke give dem. No F ... Way! ... Men ellers ok herfra, lød det.

Ditte Kruse Dankerts frustration er også at finde efter et samråd i 2017.

- Jeg synes ikke, vi kan acceptere nogen kritik. Det er simpelthen udelukket. Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en instruks (eller hvad man snart skal sige), skrev hun og det lød videre:

- Jeg føler mig som gidsel i en løgn rent ud sagt.

Beskederne er også at finde i Instrukskommissionens beretning. Kommissionen granskede i 2020 forløbet med adskillelsen af asylpar, men i Rigsretten bliver sagen gennemgået på ny.

Irritationen hos Udlændingestyrelsen kredser således om det centrale spørgsmål i sagen. Nemlig hvorvidt der var en undtagelsesfri instruks om adskillelse af par, hvilket er ulovligt, og hvor ansvaret lå.

Sagens anklagere, der er udpeget af Folketinget, vil i Rigsretten forsøge at få Støjberg dømt for at iværksætte og fastholde en ulovlig instruks. Støjberg vil frifindes.

Rigsretten skulle mandag eftermiddag have hørt den sidste del af anklagerens forelæggelse samt argumenter for og imod at føre islamkritiker Ayaan Hirsi Ali som vidne, hvilket anklagerne ønsker afvist.

Men resten af dagens retsmøde blev i frokostpausen pludseligt blev aflyst, uden at der er blevet givet en begrundelse. Sagen vil dog blive genoptaget tirsdag, hvor det også er planen, at forsvarerne skal fremlægge de dokumenter og beviser, som de ser som centrale for sagen.

Støjbergs forsvarere har i forvejen indkaldt klimaminister Dan Jørgensen som vidne. Han var udlændingeordfører i 2016 og var en af dem, der krævede svar på, hvad man ville gøre i forhold til barnebrude.

Inger Støjberg selv skal efter planen udspørges på mandag. Senere er en lang række embedsmænd indkaldt som vidner i sagen, der har over 30 retsmøder ind til slutningen af november.