En Lolland-Falster Kommune? Her er ministerens tjekliste

Indenrigsminister Sophie Løhde (V) vil ikke undersøge fordele og ulemper ved en sammenlægning, før byrådene bakke op. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skal det være slut med Guldborgsund og Lolland Kommuner? Skal en Lolland-Falster Kommune tager over? For at det kan ske, skal en række krav opfyldes, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folketidende har den seneste tid stillet det samme spørgsmål til en række aktører: Burde Lolland og Guldborgsund kommuner slås sammen?

En storkommune, Danmarks ottende største målt på indbyggere. En kommune med mere politisk gennemslagskraft, som måske er både bedre og billigere.

Erhvervsprofilen Stig Ellkier-Pedersen fremlagde disse argumenter og satte herved gang i debatten.

En debat, de to borgmestre også blev spundet ind i. Her lød sammenlægningen umiddelbart ikke som sød musik.

Simon Hansen (S), Guldborgsund Kommunes borgmester, anførte, at i så stor en kommune vil afstanden til borgerne blive for stor. Borgmesterkollegaen i Lolland, Holger Schou Rasmussen (S), gjorde det klart, at det kun kunne komme på tale, hvis der kom en national kommunalreform. De to kommuner skulle altså ikke giftes alene.

Fordele og ulemper

Kommunalforskeren Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var heller ikke en udpræget sammenlægningsspiller.

Han pointerede i hvert fald, at der både findes stordriftsfordele- og ulemper.

I tiden efter kommunalreformen har de forstørrede kommuner ikke været en indbringende forretning. Faktisk går regnskabet i nul, fortalte kommunalforskeren.

Hvad med borgerne, der skal bo i Lolland-Falster Kommune?

De er splittede, i hvert fald læserne af folketidende.dk. I flere dage førte ja-siden, inden nej vandt terræn. Og her, over en uge efter afstemningen blev sat i gang, fører nej med 46,65 procent mod 44,56 til ja-sigerne.

Hvad skal der til?

Nu har Folketidende så taget diskussionen op på ministerielt plan. På spørgsmålet om, hvorvidt indenrigsministeren vil undersøge fordelene og ulemperne ved en sammenlægning, kan ministeriet ikke svare.

Der skal være en tilslutning fra byrådene, før indenrigs- og sundhedsministeren, Sophie Løhde (V), ville kunne gå ind i en sammenlægningssag, oplyses det.

Kommunal-valget 2025: Vores valg

Med ét år til kommunalvalget 2025 igangsætter Folketidende dækningen af valgkampen.

Vi starter med at stille skarpt på fremtidens kommunestruktur og de visioner, der præger landsdelen.

Skal Lolland-Falster have én samlet kommune?

Vi bringer både erhvervsfolk, borgmestre og eksperter på banen - og inviterer dig til at deltage i debatten.

Folketidende vil dække valgkampen konstruktivt og kritisk, med fokus på en bred og respektfuld dialog, hvor vi inviterer vælgerne med.

Det kommende år vil vi sikre en alsidig og engagerende journalistik for at styrke lokaldemokratiet.

Send dit bidrag til debatten på mail til valg@folketidende.dk

Hvornår ministeren kan sige god for en sammenlægning, kan ministeriet dog svare på. Og her skal vi se på lovbekendtgørelse nr. 27 af 9. januar 2018.

Alle kriterierne

Vi starter med § 1, stk. 1. En paragraf, der gør det klart, hvornår en minister kan slå kommuner sammen. Det skal være begrundet i

1) befolkningsmæssige, erhvervsmæssige eller økonomiske forhold,

2) hensynet til et områdes forventede udvikling og planlægningen af denne,

3) hensynet til varetagelsen af væsentlige kommunale opgaver eller

4) administrative hensyn.

Lad os antage, at vi kan sætte flueben ud for et af disse kriterier, så langt så godt, så springer vi ned til § 1, stk. 2. Der skal nemlig også ses på andre forhold.

Artiklen fortsætter under videoen af lokales syn på en sammenlægning ...

Først og fremmest skal kommunen have tilpas mange borgere og være geografisk stor nok til at løse de kommunale opgaver. Derudover skal der i kommunen både være land- og byområder, ligesom der også skal være, som der står i loven, "kulturel og erhvervsmæssig samhørighed".

Lolland-Falster Kommunen skal være stor nok, med nok borgere, kultur og erhverv skal spille sammen, og der skal være byer og landområder. Tjek, tjek, tjek. Det er alle kriterier, som Lolland-Falster Kommune formentlig kan opfylde.

Ingen aktuelle sager

Videre til næste paragraf, 2, stk. 1. byrådene skal være med på legen.

- Det er en betingelse for at ændre den kommunale inddeling, at der foreligger tilslutning fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, der vil blive berørt af ændringen, oplyser ministeriet i et skriftligt svar.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyser også, at ministeriet "ikke har kendskab til aktuelle sager om kommunesammenlægninger."