En regering med S har fordele og ulemper for Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen (V) ankommer til regeringsforhandlingerne på Marienborg tidligere på ugen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringsforhandlingerne går snart ind i sjette uge, og inden længe skal Venstres formand beslutte sig for, om Venstre skal med i en regering eller ej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om Venstre under valgkampen afviste det, er sandsynligheden for den første brede regering siden SV-regeringen i 1978 større end nogensinde.

Venstre betragtes som den nøgle, der skal til for at få låst op til en bred regering.

Men om Venstre skal gå med, er en stor - måske endda skelsættende - beslutning for formand Jakob Ellemann-Jensen.

Når der skal tages en stor beslutning, skriver nogle en seddel med fordele og ulemper. Her skitserer politiske kommentatorer fordelene og ulemperne for Jakob Ellemann-Jensen.

Fordele:

* Venstre får magt og kan sætte aftryk

Hvis Venstre vil have borgerlig politik igennem, er der ikke noget bedre sted at være end i en regering.

Der er fortsat syv partier med i forhandlingerne med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), der her ses, da hun onsdag den 23. november gav en status på et kort pressemøde i Statsministeriet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Venstre vil få en helt afgørende indflydelse på regeringen i de kommende år. Det at have serverettet i politik vil give dem stor indflydelse, siger politisk kommentator Hans Engell.

* Venstre kan "stå i egen ret"

På Venstres landsmøde stod det forholdsvis klart, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har den store tiltro til samarbejdet i blå blok i øjeblikket.

Den manglende fællesmængde blandt de blå partier har fået Venstre til at kigge mod Socialdemokratiet for at få indflydelse.

- Hvis han går i regering med Mette Frederiksen, så slipper han i hvert fald i en periode for at forsøge at enes med de blå partier, siger politisk redaktør ved Avisen Danmark Casper Dall.

* Venstre får ministerposter

For en partiformand er det en fordel at være med til at sikre sin folketingsgruppe ministerposter, for det kan få de utilfredse til at tie, pointerer Hans Engell.

Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) under en partilederdebat to dage før valget. På det tidspunkt afviste Ellemann-Jensen stadig Frederiksens ønske om en bred regering. Efter valget har Venstre-formanden alligevel brugt næsten fem uger på at afsøge muligheden for en bred regering. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ved en SV-regering forventer Engell, at Venstre kan regne med omtrent 7-8 ministerposter.

- Det er sådan noget, der virker stærkt stimulerende på en folketingsgruppe og på et parti, siger Engell.

* Venstre kan tage vælgere fra Moderaterne

En analyse af vælgervandringer viser, at næsten halvdelen af de vælgere, som satte kryds ved Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, havde stemt Venstre ved valget i 2019.

Ved selv at gå med i en regeringen og sørge for, at Moderaterne bliver holdt ude, kan Venstre måske snuppe nogle af de vælgere tilbage, pointerer Casper Dall.

Ulemper:

* En SV-regering kan blive en fiasko

Kun én enkelt gang i historien har S og V været i regering sammen. Men den regering holdt kun 14 måneder, fordi partierne simpelthen var for uenige, når alt kom til alt.

Det kan komme til at gentage sig og vil også falde tilbage på Venstre, påpeger Hans Engell.

* Venstre bliver lillebrorparti

Venstre vil formentligt få tunge ministerposter. Men der er risiko for, at Ellemann kommer til at stå i skyggen af Mette Frederiksen.

- Venstre kan blive kørt over og blive lillebrorpartiet, siger Hans Engell.

* Smækker dør til blå blok

På et eller andet tidspunkt vil midterregeringen ikke længere findes. Og så er spørgsmålet, hvordan Venstre vil blive modtaget i blå blok.

- Ved at gå med S vil han smække døren til de blå ganske kraftigt. Det gør det i min optik svært at se, at han nogensinde skal blive statsminister, siger Casper Dall.

* Ellemann får et forklaringsproblem

Igennem hele valgkampen afviste V-formanden kategorisk, at han vil gå i regering med Mette Frederiksen. Desuden fastholdt han, at han ikke har tillid til hende.

Derfor må det siges at være en kovending, hvis Venstre går med i en regering. Og Jakob Ellemann-Jensen skal have et særdeles godt svar parat til vælgerne.

- Han kan risikere at få et forklaringsproblem, medmindre han får forklaret nødvendigheden af at gå i en regering med hende, som han tidligere har fundet rædselsfuld og utroværdig, siger Casper Dall.

/ritzau/

Status på regeringsforhandlingerne

* Regeringsforhandlingerne har snart været i gang i fem uger, og officielt er der fortsat syv partier med i forhandlingerne med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S). Det står dog klart, at S og V udgør kernen i forhandlingerne.

* I sidste uge blev Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige siet fra. I den forbindelse sagde Mette Frederiksen, at hun nu kun forhandler videre med de partier, som kan se sig selv i en bred regering eller i et forpligtende samarbejde med en bred regering.

* Der slipper ganske få ting ud fra forhandlingerne, hvilket mange politiske iagttagere tager som et tegn på, at forhandlingerne går godt.

* Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, har i denne uge sagt, at han godt kan støtte en SV-regering, og at det ikke er afgørende, om han selv er med i en regering.

* Pressen har i løbet af de seneste uger været inviteret til at tale med partierne på vej ind til og ud fra forhandlingerne, som enten har fundet sted i Statsministeriet eller på Marienborg. Der er dog ingen tvivl om, at der også bliver forhandlet intensivt i det skjulte.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu