Energikrise får styrelse til at se på rationering af energi
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) holder tæt øje med situationen omkring energikrisen. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rundt om i Europa er flere lande begyndt at rationere energien som følge af den truende mangel på gas. I Danmark undersøger Energistyrelsen mulige initiativer.
Ritzau RitzauRikke Lund Kristensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Rundt omkring i andre europæiske lande er man i fuld gang med at rationere energien med forskellige initiativer. Gadelygter slukkes, og aircondition skrues ned.
Det bunder i en energikrise lige nu, som blandt andet skyldes frygten for, at Rusland lukker for forsyning af al gas til Europa.
I Danmark undersøger Energistyrelsen den mulige effekt af lignende energisparetiltag, som kan blive aktuelle i Danmark på sigt, fortæller vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen.
For selv om de danske gaslagre på nuværende tidspunkt er mere end 90 procent fyldt, og vi generelt er mindre afhængige af gas end mange andre europæiske lande, så er situationen alvorlig.
- Det bliver ikke let at komme igennem den næste varmesæson. Det er meget vigtigt, at alle, der kan spare på strømmen, gør det, og at alle, der kan spare på gassen, gør det.
Annonce
- Vi ser på konkrete virkemidler og ser selvfølgelig til udlandet - på de initiativer, man tager for eksempel i Tyskland, og på effekten af dem.
- Men der er ikke truffet politisk beslutning om noget endnu, siger Martin Hansen, som ikke vil uddybe nærmere, hvilke konkrete tiltag styrelsen undersøger.
Der er mørkt i butiksvinduerne efter lukketid i Ronda, Spanien. Det er blot et af sparetiltagene fra landets regering. Foto: Jon Nazca/Reuters
I Tyskland skruer man i flere byer for eksempel ned for gadebelysning og lys på monumenter og museer og for det varme vand i offentlige bygninger og sportshaller.
Det er i sidste ende op til de danske politikere at bestemme mere vidtgående restriktioner i forhold til at spare på el- og gasforbruget.
I Danmark er vi ifølge styrelsen bedre stillet end mange andre lande i Europa, når det handler om forsyningssikkerhed.
- Det er en alvorlig krise, vi står i, men som samfund og myndighed er vi godt forberedt.
- Vi har fyldte gaslagre. Vi har været igennem grøn omstilling i vores industri og i vores el- og varmeproduktion, og så har vi en god produktion af biogas i Danmark, siger Martin Hansen.
Energistyrelsen har i første omgang over sommeren kørt en kampagne for at få danske husstande og virksomheder til at spare på energien.
Hen mod efteråret vil den kampagne blive intensiveret.
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free
- Det vil eksempelvis handle om at skrue ned for varmen i sin bolig. Men den del af kampagnen skal komme, når målgruppen er parat til det. Det nytter ikke noget, når der er 28 grader udenfor, siger han.
Annonce
Energikrisen udspringer blandt andet af krigen i Ukraine, som Rusland invaderede i februar.
Udsigten til stop for gas fra Rusland til Europa har i mange lande skabt frygt for gasmangel til opvarmning af husholdninger og i industrien og har fået gasprisen til at stige voldsomt.
Andre lande får en del af deres el fra gas, så hvis vi sparer på strømmen i Danmark, kan vi sælge mere af vores grønne strøm og hjælpe andre lande.
Ifølge Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, giver det ikke mening at se på Danmark isoleret fra resten af Europa, når det handler om energiforbrug.
- Vi bør arbejde effektivt på alt, hvad vi kan gøre, for at nedbringe vores energiforbrug. Om det er naturgas, el, fjernvarme eller olie til transport.
- Jo mere, vi får sparet på energien, des bedre en situation står vi også i i den kommende vinter, siger han.
- Vi ved ikke, hvordan forsyningssituationen er, når det bliver rigtig koldt i Europa, siger han.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) skriver i en skriftlig kommentar, at han følger situationen tæt.
- Putins invasion af Ukraine og trusler om stop for gasleverancer har sat Europa på kanten af en energikrise. Vi følger derfor energisituationen omkring os meget tæt og vurderer løbende, om der bør gøres mere.
/ritzau/
Andre lande skruer ned for kulde, varme og lys
* En række europæiske lande har taget konsekvensen af den energikrise, der kommer som følge af krigen i Ukraine, med konkrete initiativer for at spare på energien. Blandt andet Tyskland, Østrig og Spanien.
* Den østrigske hovedstad, Wien, kommer til at skære på offentlig belysning i gadebilledet. Det vil blandt andet gå ud over byens berømte julefejring med færre julelys i gaderne.
* I Spanien er der blevet fastsat grænser for brugen af aircondition i offentlige bygninger i hele landet. Aircondition må ikke sættes til under 27 grader i årets varmeste måneder. Samtidig må temperaturen ikke sættes til højere end 19 grader i vintermånederne. Butikker skal slukke for lyset i vinduesfacaderne fra klokken 22 om aftenen.
* Tyskland er storforbruger af russisk gas, og derfor er der indført flere forskellige tiltag i landet. Flere byer skruer for eksempel ned for gadebelysning og lys på monumenter og museer og for det varme vand i offentlige bygninger og sportshaller.
Kilder: DPA, AFP og Ritzau.
/ritzau/
Europa er kastet ud i energikrise
* Rusland stod sidste år for 40 procent af gasforsyningen til EU. Ruslands invasion af Ukraine har fået EU til at indføre sanktioner mod Rusland, som har svaret igen ved at skære i gasforsyningen til 12 EU-lande, heriblandt Danmark.
* I forvejen var energiforsyningen blandt andet presset af en særligt kold vinter i 2020/2021, hvilket øgede efterspørgslen efter gas til opvarmning og tærede på lagrene.
* EU-landene har besluttet at reducere deres gasforbrug med 15 procent som en reaktion på de usikre leverancer fra Rusland. EU har en målsætning om, at medlemslandenes gaslagre skal være 80 procent fyldt 1. november.
* Energistyrelsen har erklæret såkaldt Early Warning i Danmark på grund af øget usikkerhed omkring gasleverancerne fra Rusland. Det er første stadie ud af i alt tre i et alarmberedskab om forsyningssituationen. I Tyskland gik myndighederne i juni et skridt op i beredskabsniveau til det andet stadie.
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen