Engell: Løkke-sag bliver ikke lukket på Venstre-møde
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er i politisk modvind, og han har derfor selv indkaldt til et møde i partiets magtfulde forretningsudvalg tirsdag, men selvom han kan regne med opbakning, vil det ikke stoppe de kritiske røster.
Sådan siger politisk kommentator Hans Engell.
- Jeg tror ikke, at det lukker sagen. Vi mangler fuldstændig klarhed over de skattemæssige forhold. Det er det farligste for ham. Hvis ikke det er i orden, er alt andet ligegyldigt.
- Han kan regne med opbakning fra forretningsudvalget og især fra de tungeste medlemmer, siger Hans Engell.
Venstre har betalt tøj for 152.000 kroner til formanden og 11.000 kroner for en ferierejse til Mallorca til Lars Løkke Rasmussens kone og søn i forbindelse med et strategiseminar efter folketingsvalget i 2011.
Spørgsmål: Lars Løkke endte med at lægge alt frem på et marathon-pressemøde under GGGI-sagen. Hvorfor gør han ikke det igen?
- Det er det gode spørgsmål. Hvis der er orden i det hele, hvorfor lægger de så ikke beviserne frem? Det kunne tyde på, at der er noget, der ikke er i orden.
- Vi har ikke fået anden forklaring, end at det tilhører privatlivets fred. Men det gjorde Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattesag vel også, siger Hans Engell.
Han henviser til, at blandt andre Venstres daværende politiske ordfører og senere skatteminister Peter Christensen ikke holdt sig tilbage med anklager om skattespekulation mod nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnock, i deres skattesag.
Som formand for den grønne organisation Global Green Growth Institute (GGGI), der blandt andet støttes af danske bistandsmillioner, brugte Løkke for omkring en million kroner til flyture på første klasse, luksushoteller og limousiner.
På det såkaldte marathon-pressemøde lagde han alle bilag frem.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub