Engell: Løkke skaber total valg-forvirring

Hvornår udskriver Lars Løkke Rasmussen valg, og kan boligkøberne regne med, at regeringen får gennemført sin hjælpepakke til boligmarkedet?

De to spørgsmål er der skabt total forvirring om, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag fremlagde regeringens vækstpakke og lagde op til, at den skal forhandles på plads før et folketingsvalg, siger politisk kommentator Hans Engell.

- Det er en meget overraskende melding, som skaber betydelig usikkerhed om, hvad der egentlig er regeringens slagplan, siger Hans Engell.

Han peger på, at Lars Løkke Rasmussen efter sommerferien har bygget op til valg med en stor annoncekampagne vendt mod S og SF.

- Hele partiapparatet hos både Venstre og De Konservative står klar til valg, og det er kun fem dage siden, at De Konservatives formand Lars Barfoed meddelte, at hver dag der går uden et valg vil forringe landets økonomi, siger Hans Engell.

Han tør ikke byde på, om Lars Løkke Rasmussen allerede har truffet en beslutning om at udskyde valget, men han mener, at statsministeren løber en alvorlig risiko ved at lægge op til forhandlinger.

- De politiske forhandlinger vil næppe føre til noget resultat, fordi både Dansk Folkeparti og De Radikale er meget skeptiske over for regeringens boligplan, og så kan han ikke nå at holde valget, inden Folketinget skal åbnes.

- Dermed kommer valget i slutningen af oktober eller begyndelsen og november. Og dermed risikerer han at tabe hele det momentum, han har bygget op, siger Hans Engell.

Han er især overrasket over Lars Løkkes melding om, at han vil "tage kontakt til Folketinget" om tilrettelæggelsen af forhandlingerne.

Det antyder, at Løkke vil høre Folketingets præsidium om muligheden for at haste lovgivningen igennem i salen:

- Det giver ikke nogen klar fornemmelse af, om han styrer efter et november-valg, eller om han blot vil lade nogle dage gå og så udskrive valg, når han kan konstatere, at der ikke kan skabes et bredt flertal, siger Hans Engell.

/ritzau/

Løkke har skabt total forvirring om valgdatoen, og om boligkøbernes udsigt til hjælp, siger Engell.

Offentliggjort Sidst opdateret