Engell: Mette Frederiksen afløser Thorning
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) peger på beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) som sin afløser, hvis hun får en toppost i EU som præsident for Det Europæiske Råd med ansvar for topmøderne.
Det mener politisk kommentator Hans Engell.
- Intet tyder på andet end, at Mette Frederiksen indstilles enstemmigt som statsminister. De Radikale vil acceptere hende. Hun får også bred støtte i sin partiledelse - hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og folketingsgruppen. Hun vil være sikret hele vejen rundt, siger Hans Engell.
Statsministeriet har en manual for, hvad der skal ske, hvis statsministeren går af. Den stammer fra april 2009, da finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister, fordi Anders Fogh Rasmussen (V) blev udnævnt som Natos generalsekretær.
Thorning skal sikre støtte til Mette Frederiksen fra partilederne Margrethe Vestager (R), Pia Olsen Dyhr (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL), så hun har et flertal på 90 mandater og undgår en dronningerunde.
Hans Engell mener, at Mette Frederiksen som statsminister ikke vil lave en stor rokade, men kun udnævne sin afløser som beskæftigelsesminister.
- For at undgå uro og støj tror jeg, at Mette Frederiksen overtager hele regeringsholdet, mener han.
Med Mette Frederiksen i førersædet kommer folketingsvalget først næste år, vurderer Hans Engell.
- Hvis Mette Frederiksen tager over som statsminister, anser jeg et folketingsvalg som mest sandsynligt i foråret 2015. Jeg kan slet ikke forestille mig, at hun vil tage et taktisk, hurtigt valg nu til efteråret, siger han.
Som regeringschef bliver Mette Frederiksens største udfordring at få det internationale udsyn, som er Thornings styrke, mener Hans Engell.
- Mette er stort set spejlblank, når det gælder udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og EU-politik. Her kommer hun virkelig til at læse op på lektierne. Men hun er kvik i hovedet, så det kan selvfølgelig gøres, mener han.
EU-landenes stats- og regeringschefer ventes fredag at udpege Luxembourgs tidligere premierminister Jean-Claude Juncker som ny kommissionsformand. Posten som EU-præsident forventes først at blive besat senere.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned