Engell: Regeringens partistøtte-idé er en stendød sild
SR-regeringen fører valgkamp med partistøtte og får næppe bred aftale, mener politisk kommentator Hans Engell.
Det har slet ingen gang på jord, når De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, vil tvinge partierne til at offentliggøre partistøtte over 10.000 kroner, men undtager fagbevægelsens indirekte støtte til Socialdemokraterne og venstrefløjen.
Det siger politisk kommentator og tidligere konservativ partileder Hans Engell.
- Det er en livsnerve for de politiske partier. Den skal man ikke gøre til en del af en valgkamp. Det kommer der ikke andet end ondt blod ud af. Det bliver meget sværere efter et valg at samle det hele op og lave noget fornuftigt, siger Hans Engell.
I 1995 indførte Engell som konservativ leder partistøtten sammen med daværende finansminister Mogens Lykketoft (S), mens Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen var voldsomt imod.
Partistøtten kan kun ændres i et lukket rum langt væk fra valgkampen, mener kommentatoren.
- Der er alt for meget på spil for partierne. Venstre er imod partistøtten, men tager imod pengene. Samtidig stiller Venstre klarest krav om, at en fælles aftale også skal omfatte fagbevægelsen, der støtter Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, siger han.
Venstres næstformand, Kristian Jensen, har en væsentlig pointe, når han anfægter, at regeringen kun vil skære i partistøtten til de borgerlige partier lige før en valgkamp, mener Hans Engell.
- Samtidig kan fagbevægelsen indrykke helsides annoncer i aviserne, siger Hans Engell.
De danske partier er langt fattigere end svenske og norske partier. De er også økonomiske dværge i forhold til organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Røde Kors. Partierne tjener kun lidt på kontingent, da kun fire procent af danskerne er medlemmer, siger han.
Det holder ikke, når Lykketoft som formand for Folketinget har foreslået, at partierne skal vælge mellem en langt højere offentlig partistøtte og private bidrag, mener han.
- Det duer ikke. Det tilskynder partierne til blot at læne sig tilbage og tage af statskassen, siger Hans Engell.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde