S-formand Helle Thorning-Schmidts nye toner om efterlønnen skal skabe troværdighed om S og SF's plan, Fair Løsning.
Det mener politisk kommentator Hans Engell, efter at Helle Thorning Schmidt tirsdag sagde til Ritzau, at hvis ikke fagbevægelsen leverer varen og skaffer 15 milliarder kroner til statskassen, så betyder det enten velfærdsforringelser eller meget brutale reformer som for eksempel afskaffelse af efterlønnen.
- Hun har brug for at skabe troværdighed omkring S-SF-planen. De angreb, der har været senest fra De Radikale, arbejdsgiverforeningen, vismænd og andre skaber tvivl om planen, siger Hans Engell og fortsætter:
- Derfor er hun nødt til at lukke den flanke af og vise, at de 15 milliarder under alle omstændigheder kommer i kassen. Hun ønsker at lukke en ubehagelig debat af, som nu er ved at tage form.
Han mener, det har været vigtigt for Helle Thorning Schmidt at lukke diskussionen om Fair Løsning, inden Folketinget går på sommerferie.
- Regeringen har nu indkasseret de tæsk, de skal have. De vælgere, der er sure på regeringen, er skredet fra VKO, og deres plan er ikke længere så interessant, siger Hans Engell og fortsætter:
- Derfor er det helt afgørende for Helle Thorning, at sommerens debat ikke kommer til at handle om, hvorvidt S-SF-planen skal tages alvorligt og er økonomisk troværdig.
Han mener, det er klogt af Helle Thorning Schmidt, at hun med meldingen om efterlønnen udsteder en form for garanti for S-SF-planens holdbarhed.
- Den er ikke ufarlig. Men det er bedre nu end fire måneder før et folketingsvalg, siger Hans Engell.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde