Engell: Udkantspakke sikrer ikke regering

Regeringen har ikke klaret skærene ved pakken "Danmark i balance i en global verden" for at dulme protesterne fra Udkantsdanmark og Vestjylland. Regeringen har blot taget et længe ventet, forudsigeligt træk for at vende udviklingen.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell med en fortid som mangeårig konservativ minister og partileder samt chefredaktør på Ekstra Bladet.

- Fælleslisten, der var i stand til at mobilisere 40.000 vælgere, har vist sig at være et kæmpe flop. Det tager selvfølgelig noget af trykket af. Men det betyder ikke nødvendigvis, at alle vender tilbage til Venstre, siger Hans Engell.

Han mener, at utilfredsheden i Vestjylland er vokset i mange år, så supersygehuset i Gødstrup kun var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Desuden fisker især SF fermt i rørte vand i Udkantsdanmark, mener han.

- Man behøver ikke at rejse meget i den del af landet for at finde ud af, hvor sure folk er. Det stikker virkelig dybt. Vreden er opsamlet over en ganske lang periode, siger Hans Engell og tilføjer:

- Der gemmer sig en årelang utilfredshed med at føle sit overset.

VK-regeringen skal ikke blot genvinde mandaterne i Vestjylland for at bevare magten. Det er partiets historiske bagland, der står på spil, påpeger han.

- Hvis de taber dér, ser det meget skidt ud. Det er et kerneland, fordi der står rigtig mange Venstre-mandater på spil. Men det er selve partiets selvforståelse: Det er fatalt for Venstre, hvis det bagland, man er groet af, pludselig svigter, siger Hans Engell.

/ritzau/

Pakken til Vestjylland og udkants-Danmark sikrer ikke regeringen, selv om Fælleslisten synes at falde sammen, vurderer politisk kommentator Hans Engell

Offentliggjort Sidst opdateret