Engell: V-strid forhindrer bred aftale

Den interne uro i Venstre om en ny udlændingeaftale afslører, at det langt fra blot er venstrefløjen, der er sårbar i spørgsmålet om et pointsystem og de nye familiesammenføringsregler.

Det mener den politiske kommentator Hans Engell, efter at Venstres Eyvind Vesselbo nu kræver, at Venstres folketingsgruppe tages med på råd om aftalen.

- Det viser, at også V og K er særdeles sårbare. Det her er en debat, der rammer dybt ind hos de borgerligt-liberale, og derfor er det ikke underligt, at Vesselbo kommer med sit krav om en grundigere drøftelse i gruppen, siger Hans Engell, der kalder sagen særdeles alvorlig for det store regeringsparti.

- For aftalen hænger på et enkelt mandat, og Vesselbo er uden tvivl ikke den eneste i VK-lejren, der er kritisk, vurderer han og tilføjer, at uroen - der også findes i det konservative bagland - nu gør sandsynligheden for en bred aftale med S og SF nærmest ikke-eksisterende.

Ifølge Engell har S og SF-ledelserne netop satset på, at indholdet i den nye aftale er så kontroversielt, at det også ville skabe uro i den borgerlige blok.

- Derfor ender det her nu med garanti med, at regeringen skal have stemt aftalen igennem med det yderste af neglene med støtte fra kristendemokraten Per Ørum Jørgensen. Det går S og SF selvfølgelig ikke ind og leverer mandater til, lyder forudsigelsen fra Hans Engell, der ser det som udelukket, at de andre løsgængere i Folketinget - Pia Christmas-Møller og Christian H. Hansen - vil stemme for forslaget.

Hans Engell tilføjer desuden, at kravet fra Vesselbo om indflydelse ikke er underligt:

- For det er jo Venstres folketingsmedlemmer, der snart skal ud i en valgkamp og forsvare aftalen og forholde sig til alle mediernes eksempler på mennesker, der med den nye aftale ikke kan få deres ægtefælle til Danmark.

/ritzau/

Ifølge Hans Engell gør den nye strid i Venstre om udlændingeaftalen, at S og SF vil holde sig ude. S og SF har satset på borgerlig ballade, mener han.

Offentliggjort Sidst opdateret