Enh: Betalingsring vil give mindre i kassen

Bilisterne kommer til at slippe billigere end forventet gennem regeringens omdiskuterede betalingsring, og færre af dem forventes at krydse ringen om hovedstaden.

Det siger Enhedslisten, der for øjeblikket forhandler med regeringen om udformningen af betalingsringen.

Netop Liste Ø skal levere flertallet for betalingsringen, efter at de borgerlige partier har afvist at stemme for afgiften på den københavnske trafik.

S-R-SF-regeringen budgetterer i regeringsgrundlaget med indtægter for to milliarder kroner fra betalingsringen. Milliarder som skal gå til at forbedre den kollektive trafik.

Men ifølge Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyldested, er et realistisk gæt i dag en indtægt på 1,5 milliarder kroner.

- Indtægten fra betalingsringen ser ud til at blive en halv milliard mindre, efter at vi har fået nogle mere detaljerede beregninger. Der er forskellige modeller for priserne - og det er ikke endeligt faldet på plads - men prisen bliver i hvert fald ikke to milliarder kroner, siger Henning Hyldested.

Ifølge Enhedslistens trafikordfører overvejer parterne forskellige prisstrukturer - herunder for eksempel en maksimalgrænse for hvad man kan komme til at betale en enkelt dag.

Samtidig ser det ud til, at Enhedslisten kommer igennem med ønsket om, at betalingsringen flyttes længere ud og kommer til at følge kommunegrænsen, så den går rundt om København. Hele Amager skal dog ligge inden for ringen, og det skal sikres, at man altid kan køre til lufthavnen, i Kastrup, uden at skulle igennem ringen.

En sådan flytning af betalingsringen vil medføre, at ture inde i Københavns Kommune ikke længere kan komme til at koste. Det vil alt sammen give mindre i statskassen, lyder det fra Henning Hyldested.

- Det er klart, at det også giver mindre til den kollektive trafik. Sådan må det være. Men vi kan stadig komme langt for 1,5 milliarder kroner, siger Henning Hyllested.

/ritzau/

Betalingsringen vil give en halv milliard mindre end forventet, forventer Enh. Maksimumpris per dag på vej.

Offentliggjort Sidst opdateret