Enhedslisten: Arbejdsgivere lokker med velfærdsydelser
De danske velfærdsregler bliver udnyttet af kyniske arbejdsgivere, der lokker EU-borgere til landet for at arbejde på langt dårligere vilkår end danskerne.
Det mener Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, under en folketingsdebat om EU-borgeres ret til danske velfærdsydelser som børnecheck, kontanthjælp og dagpenge.
Det er Enhedslisten, der har indkaldt udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til debatten.
- Det, der sker nu, er, at EU's regler om fri bevægelighed bruges til at understøtte social dumping.
- De danske ydelser bliver brugt af kyniske virksomheder til at lokke udenlandske arbejdere til at arbejde på langt dårligere arbejdsvilkår, end det er normalt på det danske arbejdsmarked, siger Finn Sørensen.
Han går dermed i rette med Martin Lidegaard, der i samme debat har understreget, at regeringen ikke mener, at EU-borgere kommer til Danmark "for at udnytte" de danske ydelser.
Finn Sørensen fastslår, at udenlandske arbejdere er velkommen i Danmark, hvis de arbejder på lige vilkår med danske arbejdere og betaler skat. Så har de også ret til de samme ydelser som danskere. Men det sker ikke i dag, mener Finn Sørensen.
Enhedslisten vil gerne medvirke til at begrænse skadevirkningerne nu og her, men der skal findes en mere langsigtet løsning.
- Danmark må rejse krav i EU om, at Danmark selv må indrette sine velfærdsydelser. Ellers må regeringen rejse krav om en undtagelse fra EU, når det gælder social- og arbejdsmarkedspolitik.
- Hvis det ikke kan lade sig gøre, så må man spørge danskerne ved en folkeafstemning, om de fortsat ønsker at være medlem af EU, siger Finn Sørensen.
I øjeblikket foregår der forhandlinger om at tilpasse de danske regler om børnechecken til EU-retten.
Dertil kommer en større debat om dansk støtte til en potentiel finsk EU-sag om dagpenge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned