Enhedslisten bærer rød bloks føring

Præcis som i Ritzaus seneste meningsmåling for to uger siden fører oppositionen over regeringsblokken med 95 mandater mod 80.

Det viser en frisk meningsmåling fra Voxmeter fra Ritzau.

Internt i blokken er det dog en fremgang til hele otte mandater fra de nuværende fire for Enhedslisten, der holder føringen oppe.

Socialdemokraterne, SF og De Radikale ligger fladt eller går svagt tilbage.

Målt i procent står den samlede opposition til 53,6 procent af stemmerne mod 53,5 i sidste måling. Regeringspartierne samt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står samlet til 44,9 procent af stemmerne mod 44,8 sidst.

I regeringsblokken viser målingen, at Liberal Alliance og til en vis grad også Dansk Folkeparti er under pres.

Liberal Alliance får i målingen blot 2,8 procent af stemmerne. Det svarer til partiets valgresultat, men står i kontrast til, at partiet i marts var helt oppe på 8,8 procent i vælgertilslutning hos Voxmeter.

Den høje vælgertilslutning lå dog før, regeringen lykkedes med at samle Dansk Folkeparti og De Radikale om en efterlønsreform.

Dansk Folkeparti går med 12 procents tilslutning godt nok frem i forhold til den seneste måling i midten af maj, hvor DF fik opbakning fra 11,1 procent af vælgerne.

Men med 12 procent ligger DF fortsat under det normalt ret stabile niveau på den pæne side af 13 procent.

Tilbagegangen er blevet kædet sammen med efterlønsreformen, som er en stor pille at sluge for partiet.

Kristendemokraterne ligger med 0,7 procents tilslutning fortsat under spærregrænsen på to procent.

Målingen er gennemført som telefoninterview med 1000 repræsentativt udvalgte personer over 18 år fra den 23. - 31. maj. Målingens maksimale usikkerhed er på 2,7 procent.

/ritzau/

Enhedslisten holder liv i rød bloks føring over regeringsblokken. Liberal Alliance og DF er under pres.

Offentliggjort Sidst opdateret