Enhedslisten bobler af frustrationer før årsmøde

Politisk ordfører Mai Villadsen ses her ved Enhedslistens valgfest 1. november sidste år. Folketingsvalget endte som en dobbelt skuffelse for Enhedslisten, der gik tilbage fra 13 til 9 mandater, og derudover måtte se Socialdemokratiet ignorere det røde flertal og gøre alvor af planerne om at danne en midterregering. Siden har Enhedslisten befundet sig i opposition. (Arkivfoto). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Enhedslistens Mai Villadsen kalder det tragisk, at rødt flertal ikke blev aktiveret efter valget. Hun vil forsøge at få skabt et rød-grønt alternativ.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal egentlig handle om Enhedslisten. Det er jo trods alt dem, der afholder årsmøde. Men når partiets medlemmer fra lørdag til mandag mødes i Hafnia Hallen i København, kommer Socialdemokratiets skygge til at hænge som en dyne over begivenheden.

- Socialdemokratiet er gået ind i SVM-regeringen, og vi kommer selvfølgelig til at arbejde i de næste mange år for at få magten tilbage på venstrefløjens hænder.

- Det vil dette årsmøde bære ekstremt meget præg af, siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

Da hun holdt tale ved årsmødet sidste år, krævede hun af den daværende S-regering, at den skulle indfri løftet om at bekæmpe børnefattigdom.

Det blev aftalt i forståelsespapiret mellem S-regeringen og støttepartierne efter folketingsvalget i 2019. Her har oprettelsen af det midlertidige børnetilskud ikke været nok til at tilfredsstille Enhedslisten.

Med dannelsen af SVM-regeringen efter valget i november sidste år er Socialdemokratiets synderegister blevet endnu større.

Regeringen er fodslæbende på klimaområdet, stjæler store bededag fra almindelige mennesker, vil skære i pensioner og haste de unge igennem uddannelsessystemet. Mener altså Enhedslisten.

- Jeg mener, det er himmelråbende dumt og forkert, det, Socialdemokratiet har gang i. Og jeg tror virkelig, at det kommer til at stå i historiebøgerne som en meget stor fejltagelse, siger Mai Villadsen.

Trods et spinkelt rødt flertal efter folketingsvalget måtte Enhedslisten se statsminister Mette Frederiksen (S) gøre alvor af sine planer om at danne en midterregering.

Enhedslisten gik dermed fra at være støtteparti til at være i opposition.

Spørgsmål: Hvordan er det at stå på sidelinjen, som I gør nu, i forhold til at være støtteparti gennem mere end tre år?

- Vi er jo i politik for at lave resultater og skabe røde og grønne forandringer, siger Mai Villadsen.

- Derfor er det jo totalt tragisk at se, at selv om der rent faktisk er et rød-grønt flertal til at fortsætte med at lave progressive, stærke og visionære forandringer for vores samfund, så gør man det stik modsatte.

- Endda på et krisegrundlag, som jeg mener, er forfejlet og falsk. Det er selvfølgelig dødfrustrerende, men det gør ikke desto mindre vores rolle rigtig vigtig, siger hun.

Mai Villadsen henviser til, at regeringen tirsdag offentliggjorde det såkaldte konvergensprogram, en fremskrivning af dansk økonomi.

Her fremgår det, at der er 16 milliarder kroner mere end forventet i det økonomiske råderum frem mod 2030. Råderummet er en opgørelse over statens forventede overskud i fremtiden.

Enhedslisten har siden folketingsvalget indgået i mange forskellige alliancer for at lægge pres på flertalsregeringen, også med partier fra blå blok.

Den vigtigste alliance er for Mai Villadsen dog den, som Enhedslisten kan indgå med SF og Alternativet.

- En alliance, som viser, at der er en anden vej end den, som regeringen, anført af Socialdemokratiet, viser.

- At vi kan og vil investere mere i vores velfærd, sikre ligeløn, gøre mere i forhold til klimakrisen og unges mistrivsel, siger hun.

Enhedslisten holder sig uden for regeringer

* Enhedslisten blev stiftet i 1989 som en sammenslutning af Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti.

* Partiet stillede i 1990 op til folketingsvalget for første gang uden at komme ind. Siden valget i 1994 har Enhedslisten været repræsenteret i Folketinget.

* Partiet ledes af en hovedbestyrelse på 25 personer, hvoraf seks udgør forretningsudvalget.

* Mai Villadsen er politisk ordfører for folketingsgruppen, mens Peder Hvelplund er gruppeformand.

* Enhedslisten opnåede ved folketingsvalget sidste år 5,2 procent af stemmerne. Valgresultatet betød, at partiet gik tilbage fra 13 til 9 mandater.

* Enhedslisten har aldrig siddet i regering, men partiet har i perioder siden 1990'erne været afgørende for eksistensen af forskellige regeringer, der blev ledet af Socialdemokratiet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu