Enhedslisten efter SF-exit: Vores rolle er den samme
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, tør endnu ikke spå om, hvilke konsekvenser for den parlamentariske situation det får, at SF er trådt ud af regeringen torsdag formiddag.
Mens Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ser større potentiale for at kunne føre blå politik, vil Johanne Schmidt-Nielsen ikke forholde sig til mulighederne for at føre rød politik.
Hun slår fast, at partiets vigtigste opgave fortsat er at trække regeringen mod venstre.
- Hvordan det kommer til at påvirke den politiske situation, vil jo vise sig.
- Vi har det sådan i forhold til regeringen, at vi fortsat vil forholde os til de politiske forslag, de kommer med fra sag til sag, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun giver statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomiminister Margrethe Vestager (R) skylden for SF's exit.
Deres ageren i forhold til salget af 19 procent af energiselskabet Dong har ikke været god nok, mener partiet, der nu må dele rollen som regeringens parlamentariske grundlag med SF.
- Corydon, Thorning og Vestager var parate til at tromle salget af Dong-aktier til spekulanter i Goldman Sachs igennem, selvom et stort flertal af danskerne er imod.
- Men altså også med det resultat, at en regeringspartner blev fuldstændig mast. Det er ikke særlig demokratisk eller for den sags skyld kønt, siger hun.
Hun synes, at det bekræfter billedet af en regeringstop og en finansminister, "der har det svært med kompromisser og samarbejde".
- Jeg synes, det havde klædt både statsministeren, finansministeren og Margrethe Vestager at lytte lidt mere. Både til danskerne, og til de bekymringer, som var tydelige både hos regeringspartneren i SF og i de øvrige regeringspartiers baglande, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker