Enhedslisten: Hjemmehjælpskommissionen lukker øjnene
Der er meget godt i hjemmehjælpskommissionens nye rapport om, hvordan man skal klare de store udfordringer med langt flere ældre i fremtiden. Men det går desværre hen og bliver luftige tanker, mener Enhedslisten.
For når kommissionen udelukkende er blevet bedt om at komme med løsningsforslag inden for den nuværende økonomiske ramme, er det umuligt at bevare et tilpas højt serviceniveau, siger partiets socialordfører, Finn Sørensen.
For de seneste mange år er der sket nedskæring på nedskæring, anfører han.
- Det er godt, at man lægger op til en helhedsorienteret og forebyggende tilgang til de ældre, så de kan blive længere i eget hjem, men det er jo ikke en løsning.
- Man siger, at bare vi får mere hjælp til selvhjælp, så kan vi skaffe midler til andre meget plejekrævende. Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud. Det kræver en kæmpeinvestering at realisere det ønske, og det ignorerer man, siger Finn Sørensen.
Antallet af ældre over 75 vil stige voldsomt i de kommende år fra de nuværende cirka 400.000. Og det er for at tage hensyn til den udfordring, at kommissionen er blevet om at komme med forslag.
Finn Sørensen mener, at politikerne i Folketinget i højere grad må tage ansvar.
- For mig at se er man nødt til at kigge mere på den helt overordnede politik. Ønsker man skattelettelser eller velfærd? Jeg mener, at man må føre nogle af de skattelettelser, der er givet til de rige og store virksomheder, tilbage, hvis det skal hænge sammen.
- Og så kan man selvfølgelig arbejde med anbefalingerne om forebyggende indsats og hjælp til selvhjælp. Men man skal bare ikke bilde sig ind, at det er gratis at iværksætte en bred indsats for rehabilitering i eget hjem, siger Finn Sørensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde