Enhedslisten kalder Samuelsen i samråd om børnearbejdere
Udenrigsminister Anders Samuelsen skal i samråd, efter at en ny rapport fra DanWatch afslører, at forholdene for vaniljeavlere i Madagaskar er tynget af problemer med ulovligt børnearbejde, tyveri og gældsspiraler. Foto: Polfoto/Ehrbahn Jacob
Polfoto/Ehrbahn Jacob
Børnearbejdere dyrker vanilje i Madagaskar, der sandsynligvis sælges i Danmark. Minister kaldes i samråd.
Danmarks nye udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), bliver nu kaldt i samråd af Enhedslisten.
Det sker, efter at en ny rapport fra DanWatch afslører, at forholdene for vaniljeavlere i Madagaskar er tynget af problemer med ulovligt børnearbejde, tyveri og gældsspiraler.
Og virksomheder, som handler med danske supermarkeder, ved ifølge DanWatch reelt ikke, om de sælger hælervarer eller vanilje dyrket af børn helt ned til 10 år.
Det er Enhedslisten, der har kaldt ministeren i samråd.
Partiets udviklingsordfører, Christian Juhl, er "rigtigt ked af" at høre om forholdene i Madagaskar, hvor 80 procent af al vanilje dyrkes.
- Det er jo rigtigt trist i en tid, hvor vi burde være i stand til at kunne handle med hinanden og producere ting på en måde, som ikke bryder de internationale konventioner, siger ordføreren.
- Vi skal derfor have diskuteret med ministeren, hvordan pokker vi får sikret, at danske virksomheder ikke tjener penge på børnearbejde og gældsslaveri rundt om i verden.
Enhedslisten vil kræve, at udenrigsministeren i samrådet forklarer, "hvilke initiativer han vil lave".
- Ud over det er vi nødt til at snakke med ham om, at han sammen med sin regering netop har sparet noget af den udviklingsbistand, som kan hjælpe de mennesker til at få ordentlige vilkår, siger Christian Juhl, der blandt andet håber på mere kontrol med de danske virksomheder.
Dansukker, Urtekram og dagligvarekæderne Dansk Supermarked og Coop har oplyst til DanWatch, at de vil gøre mere for at forsøge at bekæmpe problemerne i Madagaskars vaniljeindustri.
Til Ritzau udtaler Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, at det er kædens "klare overbevisning", at der ikke er problemer med det vanilje, de sælger i deres butikker.
- Men det er klart, at når vi har set rapporten, vil vi tjekke, om der er nogle nye oplysninger, siger han.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker