Enhedslisten kræver flyafgift på finansloven

Diskussionen om den omstridte flyafgift er dukket op igen, og denne gang er det Enhedslisten, der vil gøre afgiften til et krav i de kommende finanslovforhandlinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

- En flyafgift bliver helt klart et krav fra vores side. Det er vigtigt, at vi lægger en dæmper på flytrafikken, som er voldsomt belastende for miljø og klima, siger Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, til netavisen Altinget.dk.

Tidligere har S og SF foreslået en flyafgift på 75 kroner per flybillet. Men på grund af radikal skepsis kom forslaget ikke med i regeringsgrundlaget.

Nu ønsker Enhedslisten en afgift, der er højere end 75 kroner. Provenuet kan bruges på den kollektive trafik.

Erhvervslivet advarer om, at en afgift vil forringe konkurrenceevnen for dansk luftfart, og den bekymring deler regeringspartiet Radikale Venstre.

- Vi er bekymrede for konkurrenceevnen, men vi er nødt til at tage det i forhandlingerne. Enhedslisten må fremlægge det hos finansministeren, og så tager vi den derfra, siger De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, til Altinget.dk.

Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, er noget mere positiv over for Enhedslistens udspil end sin radikale kollega.

Prehn vurderer dog, at Enhedslisten vil få svært ved at komme igennem med sit forslag.

- Min erfaring er, at der ikke er den store stemning internt i regeringen for en flyafgift. Der er ikke den samme begejstring for den her afgift, som der var under valgkampen, og derfor tror jeg, at den bliver svær at få igennem, siger Rasmus Prehn.

Han roser dog Enhedslisten for at komme med forslag til, hvor der kan findes penge til støttepartiets finanslovønsker.

/ritzau/