Enhedslisten kræver ny dansk kickstart
Danmark har brug for en ny, grøn kickstart. Regeringen skal sparke gang i økonomien ved at bygge letbaner, omlægge til vedvarende energi og renovere offentlige bygninger til bedre energi. Pensionskasserne skal inviteres til at investere i projekterne.
Det kræver Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, i forbindelse med regeringens nye økonomiske redegørelse, der viser stigende ledighed.
Han kalder situationen alvorlig og kræver offensive initiativer fra regeringen. Regeringen har skabt flere arbejdsløse, fordi det offentlige har fyret mange ansatte, mener han.
- Det er jo en ren tilståelsessag fra regeringen. Vi har i lang tid peget på, at den stramme økonomiske politik, som regeringen fører, fastholder Danmark i krise og høj ledighed. Der er brug for en langt mere ekspansiv økonomisk politik, siger han.
Frank Aaen kræver, at regeringen skal forhindre flere fyringer af offentligt ansatte ved at genforhandle budgetaftalerne med kommuner og regioner.
Desuden skal kommunerne midlertidigt slippe for anlægsloftet, og ledige skal gå længere på dagpenge og kunne genoptjene dagpengeretten på 26 uger mod nu det dobbelte.
- Når man ser på tallene, sker stigningen i ledighed særligt indenfor den offentlige sektor. Bare på et år er 10.000 stillinger nedlagt. Fyringerne af pædagoger, sygeplejersker, skolelærere og sosu-hjælpere må stoppes, siger han.
- Det er regeringens ansvar at sikre kommunerne og regionerne bedre økonomiske rammer. Ellers vil den negative udvikling fortsætte, frygter Frank Aaen.
Han konstaterer, at ledige får stadig sværere ved at finde job, når flere går arbejdsløse.
- Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen finder en løsning for de tusindvis af mennesker, der mister deres dagpengeret i anden halvdel af 2013, siger Frank Aaen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned