Enhedslisten lægger nu afstand til dele af S-SF's planer 'Fair Forandring' og 'Fair Løsning'.
Gennemføres planerne, vil uligheden mellem dem, der er i arbejde, og dem, der står uden for arbejdsmarkedet, blive øget - og hvis ikke S-SF retter op på dét, vil det måske kommende støtteparti til en S-ledet regering ikke støtte dem.
Det siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Information.
- Det ville være helt tosset, hvis S og SF skulle bruge regeringsmagten på at gøre forskellen mellem dem, der har job, og dem, der ikke har, endnu større. Det skulle gerne gå den anden vej, siger hun.
Konkret er Enhedslisten utilfredse med to punkter i planerne.
Dels foreslår S-SF i en skattereform at hæve jobfradraget for de danskere, der er i arbejde - mens for eksempel kontanthjælpen ikke skal stige lige så meget.
Dels vil partierne ikke regulere overførselsindkomsterne i takt med de ekstra lønstigninger, der vil komme ud af, at danskerne hæver arbejdstiden.
- Konsekvenserne af begge forslag bliver, at du går endnu mere ned i indtægt, hvis du får en fyreseddel. I forvejen er dagpengene blevet udhulet igen og igen. Med det her er faldet endnu dybere, hvis man mister sit job, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun slår fast, at Enhedslisten ikke vil støtte en skattereform eller en finanslov, der øger ulighed i samfundet.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mener, at Enhedslisten fokuserer for snævert, når det kommer til ulighed.
- Så skulle de også glæde sig over, at huspriserne er faldet - for det øger ligheden. Skulle vi også tilsvarende sætte overførselsindkomsterne ned? Det afgørende er at give folk mulighed for arbejde og uddannelse og handlefrihed i deres tilværelse.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde