I den ophedede diskussion om kontanthjælp og arbejde foreslår Enhedslisten nu, at samlevendes økonomi ikke længere skal kædes sammen, så den enes løn reducerer den andens kontanthjælp.
Sammenkædningen er ydmygende, mener Finn Sørensen, som er socialordfører for Enhedslisten, regeringens støtteparti.
- Den rigtige løsning er selvfølgelig at afskaffe reglen om, at beregningen af kontanthjælp er afhængig af samleverens eller ægtefællens indkomst, siger han.
Forslaget kommer efter nye tal fra Beskæftigelsesministeriet. De viser, at der snart skal en forholdsvis pæn indtægt til for nogle kontanthjælpsmodtagere, før det er en økonomisk fordel at arbejde.
En kontanthjælpsmodtager, som er gift med anden kontanthjælpsmodtager og har to børn, skal så tjene 29.600 kroner om måneden, før arbejde betaler sig bedre end kontanthjælp.
Venstres beskæftigelsesordfører, Ulla Tørnæs vil indkalde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i samråd.
Tørnæs kræver en forklaring på den manglende fordel ved at arbejde, når regeringen efter planen fjerner kontanthjælpsloftet til januar.
Hun tager sig til hovedet over forslaget fra Enhedslisten. Det vil fjerne lysten til at forsikre sig mod arbejdsløshed i en a-kasse, hvis reglerne ligestilles, mener Tørnæs.
- Det er en bombe under dagpengesystemet, siger hun.
Dagpenge bliver ikke reduceret efter en samlevers løn som ved kontanthjælp. Ændres det, fordufter meningen med at stå i a-kasse, mener Tørnæs.
Hun medgiver dog, at det fortsat er mere fordelagtigt at være på dagpenge end kontanthjælp, men siger:
- Det skal ikke være behageligt at være hverken på kontanthjælp eller på dagpenge. Det er en offentlig forsørgelse, som vi stiller til rådighed for de mennesker, som af den ene eller den anden grund ikke kan forsørge sig selv.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde