Enhedslisten: Regeringen indfører ny fattigdomsydelse
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kalder den nye kontanthjælpsreform "socialt afbalanceret". Men det er regeringens parlamentariske grundlag Enhedslisten helt uenige i.
Enhedslisten står som det eneste parti uden for aftalen, og ifølge arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (EL) betyder den en voldsom forringelse af vilkårene for de arbejdsløse.
Der bliver både skåret i ydelserne og indført nye sanktioner over for kontanthjælpsmodtagerne, siger han:
- Det her er en sort dag for regeringen og Danmark. Stik imod alle løfter vil regeringen øge uligheden sammen med højrefløjen.
- Den her aftale vil gøre tusindvis af arbejdsløse fattigere i en tid, hvor der i forvejen ikke er nogen job at få. Vi har lige afskaffet fattigdomsydelserne. Nu vil regeringen indføre en ny, siger Christian Juhl.
Han er forarget over, at regeringen "vil gøre arbejdsløse fattigere for at give pengegaver til boligejere og skattelettelser til erhvervslivets top".
Regeringen har fuldstændigt mistet sit sociale kompas, mener Christian Juhl, som også fremhæver, at aftalen betyder, at kommunen nu kan tage kontanthjælpen fra kontanthjælpsmodtagere i op til tre måneder, hvis de udebliver fra aktivering.
- Jeg er meget bekymret over de nye hårde sanktioner. Selvfølgelig skal man da møde op til møder, når man bliver indkaldt og der findes allerede hårde sanktioner hvis man udebliver.
- Men at tage folks indkomst fra dem i tre måneder er meget voldsomt. Hvad mener regeringen og højrefløjen, at de mennesker skal leve af? Skal de tigge eller skal de stjæle, eller hvad skal de? Jeg frygter alvorlige sociale konsekvenser, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde