Enhedslisten støtter fortsat den danske militære indsats i Libyen.
Det bekræfter Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, selvom han tidligere mandag opfordrede til at indstille nedskydningerne i Libyen og forsøge forhandlingsvejen.
- Ja, vi bakker stadig op om beslutningsforslaget, jeg er lige ved at sige, at vi er de eneste, der står fast på FN-resolutionen, fordi jeg kan se, at andre partier er på vej væk fra den, siger Frank Aaen til TV2 News.
Frank Aaen sagde ellers tidligere mandag, at "alt tyder på", at den internationale koalition med weekendens angreb har afværget truslen om et angreb mod civilbefolkningen i Benghazi og Tobruk, og at forudsætningerne for en flyveforbudszone ifølge militære eksperter er opfyldt.
Den udtalelse holder udenrigsordføreren stadig fast i.
- Den øverstkommanderende for de amerikanske styrker udtalte i går aftes, at flyveforbudszonen nu var etableret. Derfor er det tid til at give forhandlingssporet en chance, siger han til Ritzau.
- Hver eneste bombe, der falder, medfører risiko for, at civile mister livet. Så hvis der er en chance for våbenhvile, så skal vi gribe den.
- Hvis det viser sig, at Gadaffi fortsætter angrebene, så er situationen en anden, og så skal man selvfølgelig sætte ind igen for at beskytte civilbefolkningen.
Han har netop haft en samtale med udenrigsminister Lene Espersen (K), hvor han påpegede vigtigheden i, at man skruer tempoet op.
- Jeg understregede over for ministeren, at jeg synes, der skal mere fart på forhandlingslinjen, og at man skal gøre alt, hvad man kan for hurtigst muligt at etablere en våbenhvile.
Men ifølge udenrigsministeren er der endnu behov for flere angreb i Libyen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde