Enhedslisten er på vej mod et historisk ja til en dansk militær indsats i Nordafrika.
Partiet har krævet klare skriftlige svar på en række krav, før man vil støtte indsættelsen af danske kampfly, og meget tyder på, at regeringen og de øvrige partier i Folketinget kan opfylde Enhedslistens krav, erfarer Ritzau.
Enhedslisten har stillet en række skriftlige spørgsmål efter første behandlingen af regeringens beslutningsforslag B 89 om en militær indsats i Libyen.
Enhedslisten ventes at få skriftlige svar på spørgsmålene under behandlingen af forslaget i Forsvarsudvalget, og de skriftlige svar vil formentlig være nok til at overbevise det ellers krigsskeptiske parti på venstrefløjen.
Enhedslisten har krævet en garanti for, at den militære indgriben stoppes, hvis Gaddafis regime accepterer en våbenhvile og indstiller sine angreb.
Desuden vil man have en garanti for, at FN-styrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse, og endelig vil man have en garanti for, at Libyens fremtidige suverænitet og Libyens kontrol med landets olieressourcer respekteres.
Under førstebehandlingen af regeringens beslutningsforslag var udenrigsminister Lene Espersen (K) åben over for Enhedslistens ønsker og fastslog, at hovedmålet med indsatsen netop er at få "en våbenhvile ikke kun i ord, men også i handling".
Ifølge Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, gælder den humanitære folkeret under den kommende operation, og det betyder blandt andet, at hvis der bliver indført våbenhvile, så må Danmark og andre lande ikke bare fortsætte med at bombe.
- Jeg respekterer, at det er en meget svær beslutning for Enhedslisten. Men når vi har et klokkeklart FN-mandat til at forhindre et muligt folkemord, så tror jeg også, Enhedslisten er med, siger Jeppe Kofod og fortsætter:
- Enhedslisten får en forsikring for, at den humanitære folkeret gælder. Det er en garanti for, at man skal bruge magt proportionalt og med størst muligt hensyn til civile, så der er ikke grund til bekymring, siger Jeppe Kofod.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker