Enhedslisten vil halvere køer og grise frem mod 2030
Politisk ordfører i Enhedslisten, Mai Villadsen, mener ikke, at man kan satse på fremtidig teknologi, når det kommer til den grønne omstilling. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Aalborg Portland og lignende virksomheder skal ikke have såkaldt klimarabat, hvis det står til Enhedslisten.
Enhedslisten præsenterer tirsdag et klimaudspil, som partiet kalder en "konkret vej til at nå 70 procent-målsætningen".
Det fremgår af en pressemeddelelse fra partiet. Planen præsenteres på partiets sommergruppemøde tirsdag formiddag.
I udspillet foreslår Enhedslisten blandt andet, at man skal halvere den animalske produktion frem mod 2030.
Partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, siger, at det bliver et "centralt krav" fra Enhedslisten efter det næste folketingsvalg.
- Klimakrisen buldrer derudaf, og jeg tror, at den bekymrer rigtig mange af os. Hvis man skal sidde på Enhedslistens mandater efter et valg, skal man selvfølgelig også levere grønne resultater og grønne garantier til os, for at der kommer endnu mere klimahandling, siger hun.
- Derfor kommer vi selvfølgelig til at stille en række konkrete krav, hvis og såfremt at vores mandater bliver afgørende efter et valg.
Hun slår dog fast, at partiet ikke er "ultimative" om specifikke krav til, hvordan der skal reduceres.
Halveringen af den animalske produktion skal betales gennem en klimalandbrugsfond til "kompensation og opkøb af animalsk landbrug". Her afsættes 37 milliarder kroner. Samtidig skal 2,6 milliarder afsættes til jobrotation.
- Vi har en klar forventning og forhåbning om, at der vil være grønne arbejdspladser nok – også i landbruget i virkeligheden – til de mennesker, der vil være berørt, siger Mai Villadsen.
En stor del af pengene - 24,5 milliarder kroner - skal findes ved at fremrykke dele af pensionsbeskatningen. Enhedslisten vil øge loftet for indbetaling til en aldersopsparing, så det er muligt at indbetale 12.000 kroner om året.
I pressemeddelelsen understreges det, at udspillet ikke baserer sig på fremtidig teknologi, som man endnu ikke kender.
Ud over en halvering af den animalske produktion frem mod 2030 er en del af udspillet, at den klimarabat, der er blevet givet til Aalborg Portland og andre store CO2-udledere, skal annulleres.
I juni blev et politisk flertal enige om en CO2-afgift på 750 kroner per ton i 2030.
Men firmaer inden for "mineralogiske processer" såsom cementproducenten Aalborg Portland får ifølge aftaleteksten en CO2-afgift på 125 kroner per ton.
Ifølge Enhedslistens udspil skal Aalborg Portland og de andre virksomheder i kategorien også gå ind under den høje CO2-afgift. Det skal indfases allerede fra 2024.
Udspillet indeholder derudover forslag om et stop for salg af nye fossile biler i 2025, og at Danmark skal være klimaneutralt i 2040.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker