Enhedslisten vil ikke forhindre avlsminks overlevelse
Peder Hvelplund (EL) og Enhedslisten vil ikke stå i vejen for, at nogle mink kan overleve. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Hvis det kan gøres uden risiko for folkesundheden, har Enhedslisten ikke et problem med at lave avlsmink leve.
Regeringens støtteparti Enhedslisten har gentagne gange kritiseret fødevareminister Mogens Jensen (S) for ikke at have handlet hurtigt nok, når det kommer til at erkende sundhedsrisikoen ved covid-19 i mink. Og partiet har stået helt bag beslutningen om at slå alle mink ned.
Partiet vil dog ikke stå i vejen for, at en lille kerne af 56.000 avlsmink kan overleve, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det siger sundhedsordfører Peder Hvelplund, efter at Mogens Jensen på baggrund af en vurdering fra Statens Serum Institut, SSI, har åbnet for muligheden.
- Det er ikke noget, vi vil modsætte os. For der ligger en sundhedsfaglig anbefaling på det fra SSI. Men det er klart, at vi vil være meget opmærksomme på, at det på ingen måde kan udgøre en sundhedsrisiko.
- I det omfang, at SSI siger, det er forsvarligt, kan vi godt leve med det, siger Peder Hvelplund.
Onsdag i sidste uge fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen på baggrund af observationer af muteret smitte med covid-19 fra mink til mennesker havde besluttet, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Og at det var afgørende for folkesundheden.
Tirsdag sagde fødevareminister Mogens Jensen (S) dog til TV Midtvest, at der er mulighed for at lade 56.000 avlsmink overleve. Det er konklusionen på et svar fra Dansk Veterinær Konsortium, at det kan gøres forsvarligt.
- Jeg må sige, at jeg var overrasket, da jeg så det svar. Men vi læner os op ad anbefalingerne, siger Peder Hvelplund.
Hvis de 56.000 mink skal holdes i live, indtil der igen kan bedrives minkavl i Danmark vil det dog kræve store mængder foranstaltninger i forhold til at holde dem afskåret fra omverdenen.
Og i et avlsperspektiv er 56.000 ikke mange. Derfor advarer Peder Hvelplund da også imod falske håb.
- Man skal passe meget på med, at man ikke begynder at stikke minkavlere blår i øjnene. Med 56.000 mink kommer det jo til at tage adskillige år, inden der er bygget en produktionslinje op.
- Og det vil kræve en del omkostninger, siger Peder Hvelplund.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker