Erfaren rotte skal give bud på fremtidens pensionsordning
I knap to årtier var Jørn Neergaard direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, og nu skal han lede kommission.
Den tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fra Venstre bliver formand for den kommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan pensionssystemet kan blive bedre.
Det er sket senere end forventet på grund af coronasituationen, oplyser ministeriet.
- Den skal i gang med at se på, hvordan vores pensionssystem kan blive bedre. Det er der brug for, fordi der er en række udfordringer. Vi skal samtidig tænke os rigtig godt om, fordi pensionen er forsørgelsesgrundlaget for så mange mennesker.
- Jeg er glad for, at Jørn Neergaard, der kender pensionssystemet til fingerspidserne, har takket ja til opgaven, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en meddelelse.
I knap to årtier var Jørn Neergaard Larsen direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, indtil han ret overraskende blev beskæftigelsesminister i Venstreregeringen i 2015.
Den i dag 71-årige blev kendt på Christiansborg som en, der kunne sit stof til fingerspidserne. Måske nogle gange lidt for godt - for det kunne indimellem knibe med at kommunikere den store viden til omverdenen.
Han måtte dog træde tilbage efter knap halvandet år, da De Konservative og Liberal Alliance blev en del af regeringen efter flere trusler fra sidstnævnte parti, der ville have topskattelettelser.
Neergaard Larsen har tilbragt omkring halvdelen af sit liv i spidsen for prominente arbejdsmarkedsorganisationer.
- Jeg er glad for den tillid, der bliver vist mig ved at udnævne mig som formand for pensionskommissionen. Pension er et utroligt vigtigt emne både for den enkelte og for vores samfundsøkonomi.
- Jeg har beskæftiget mig med pension - ikke mindst arbejdsmarkedspension i en stor del af mit arbejdsliv. Nu glæder jeg mig til at tage fat på denne opgave, siger han.
Pensionskommissionen blev nedsat som led i en aftale mellem VLAK-regeringen samt Dansk Folkeparti og De Radikale kort før valget i 2019.
Kommissionen skal afrapportere til regeringen og forligspartierne senest i 1. kvartal 2022.
Kommissionens øvrige medlemmer udpeges i løbet af efteråret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned