Erhvervslivet: Lavere ydelser vil få flere nyuddannede i job

Restauranter og barer har i de seneste måneder haft stigende udfordringer med at få besat deres stillinger. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En lavere dagpengesats til nyuddannede er et godt tiltag til at få flere unge i job, mener Dansk Erhverv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er brug for at skrue på alle knapper, der kan få flere i arbejde på det danske arbejdsmarked, hvor rekordmange virksomheder melder om mangel på hænder.

Derfor er det et godt tiltag at skære i dagpengesatsen for ledige, mener Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør for erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

- Det allerstørste problem for danske virksomheder og i dansk økonomi er mangel på arbejdskraft. Så vi støtter alt, der kan trække i den retning.

- Det er en unormal høj arbejdsløshed, når man lige er blevet færdig med sin uddannelse, og derfor er en ændring af dimittendsatsen et godt redskab til at få flere i job, siger Brian Mikkelsen.

Regeringen er på vej med et reformudspil, som blandt andet vil skære i dagpengesatsen for nyuddannede uden børn fra 13.815 kroner til 9500 kroner, erfarer Ritzau.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri bakker politisk direktør Emil Fannikke Kiær også op om at skære i ydelsen.

- Dimittendsatsen er en hindring for, at man kommer i arbejde, fordi satsen er markant højere end SU, og hvis man sænker den, vil incitamentet til at tage et job alt andet lige være højere. Det vil gøre, at flere kommer hurtigt i arbejde - også selv om det ikke er inden for ens eget fag.

- Vi så da helst, at man får et job, der passer til ens uddannelse, men indtil da vil et midlertidigt job være en god ting. Der er mange virksomheder, som har brug for korte ansættelse - for eksempel i servicebranchen, siger han.

Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv mener, at for mange går ledige, selv om de kan tage et job, og det vil en lavere sats kunne ændre på.

- Jeg tror, at det vil have en effekt, hvis det er en kombination med, at der samtidig bliver stillet højere krav fra jobcentre og a-kasser.

- Det er helt grotesk, hvis man kan være på dagpenge og ikke tager imod et ledigt job - også selv om det er et job, man ikke er uddannet til.

- Det vil også være godt for dem senere hen. Fremtidige arbejdsgivere vil da langt hellere have en, der har været i arbejde på et lager eller i en butik - frem for bare at have været på passiv forsørgelse, siger Brian Mikkelsen.

Ifølge Børsen vil regeringen også foreslå at skære i modregningen i pensionen for pensionister, der har et bijob.

Et andet tiltag, som ventes at blive præsenteret, er at gøre et fradrag til virksomheders forsknings- og udviklingsomkostninger permanent.

Det vil gøre det økonomisk mere attraktivt for virksomheder at investere i at udvikle nye produkter.

- Det betyder, at der vil brugt mange flere penge på udvikling i Danmark - og ikke i udlandet - og at produktionen bliver herhjemme, hvilket vil skabe flere arbejdspladser, siger Brian Mikkelsen.