Både Dansk Erhverv og Dansk Industri mener, det er en rigtig dårlig idé at bidrage til EU-budgettet gennem direkte EU-skatter.
Kommissionen lægger i sit nye forslag om EU's fremtidige budget for 2014-2020 op til, at en del af pengene i EU-kassen skal komme fra en direkte EU-moms og skat på finansielle transaktioner.
Men i Dansk Industri mener man, at det vil være med til at hæmme væksten, hvis sådan nogle skatter bliver indført.
- Det vil have betydelige negative konsekvenser for erhvervslivet, siger Sinne Backs Conan, der er europapolitisk chef i DI.
- Øgede økonomiske byrder for erhvervslivet er direkte i strid med målsætningen om at få vækst, velstand og arbejdspladser tilbage i EU, siger hun.
Også Dansk Erhverv er stærkt imod, at EU fremover skal have deres egne indtægtskilder. Det siger Kasper Ernest, leder af Dansk Erhvervs kontor i Bruxelles.
- Vi ønsker ikke, at der indføres nye skatter (på EU-niveau), der i længden kan bruges som en skatteskrue, siger Kasper Ernest.
Trods det klare nej til EU-skatter så glæder det erhvervslivet, at EU i fremtiden vil afsætte endnu flere penge i budgettet til forskning, innovation og uddannelse.
EU-Kommissionen foreslår, at der skal bruges 46 procent flere penge på forskning og innovation. Uddannelsesområdet har udsigt til en stigning på 68 procent.
Pengene skal først og fremmest komme fra en stor nedskæring på 200 milliarder kroner i EU's landbrugsstøtte.
- Med denne omprioritering af budgettet viser kommissionen reel vilje til at rette fokus mod fremtidens servicesamfund, og det vil i sidste ende gavne danske virksomheders globale konkurrenceevne, siger Dansk Erhvervs Kasper Ernest.
DI kalder det ligeledes "helt centralt", at der nu bliver postet flere penge i dette område.
- Det er afgørende, at en langt større del af budgettet end de nuværende ni procent rettes mod vækstskabende politikområder, siger Sinne Backs Conan.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker