Erhvervslivet slipper for dyr brændeafgift
Foto: Anders Knudsen
Skatteminister Morten Østergaard (R) bebuder nu, at danske virksomheder skal lettes for den meget omdiskuterede brændeafgift, skriver Jyllands-Posten.
Brændeafgiften - eller forsyningssikkerhedsafgiften, som den egentlig hedder - tegnede til at blive en dyr tabersag for dansk erhvervsliv.
750 millioner kroner om året skulle virksomhederne hvert år betale i en ekstra varmeregning, viser en opgørelse fra Skatteministeriet, som har nærstuderet konsekvenserne af den planlagte afgift.
- Vi skal finde en model, som erhvervslivet mærker som en klar lettelse, og som ikke er administrativt bøvlet. En model, der ikke belaster virksomhederne så hårdt, siger Morten Østergaard til Jyllands-Posten.
Håndsrækningen til erhvervslivet kommer, få dage før Produktivitetskommissionen på mandag fremlægger en række anbefalinger, som også omhandler spørgsmålet om skatte- og afgiftslempelser.
Meldingen skal ses som en optakt til forårets forhandlinger om en vækstpakke. Her skal en stor kabale af skatter, afgifter og forlig gå op i en højere enhed.
Med sidste års vækstpakke blev erhvervslivet tildelt lempelser for mere end en halv milliard kroner netop som kompensation for den kommende brændeafgift.
Og "det står stadig ved magt", selv om regningen nu bliver mindre, forklarer Morten Østergaard.
Modstanden mod afgiften er opstået, fordi den kræver et administrativt system af kafkaske dimensioner.
Virksomheder og forbrugere ville blandt andet skulle dokumentere og registrere hos Skat, om for eksempel halm skal bruges til at fyre med eller til at strø ud i en stald.
Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, er glad.
- Det er nogle helt nye signaler fra regeringen, at man er villig til at diskutere skatte- og afgiftslettelser. Det tager vi meget positivt imod, siger han til avisen.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker