Erhvervsorganisationer skamroser ny digital vækstplan
Regeringens nye vækstplan for digitalisering er et skridt i den rigtige retning, mener flere organisationer.
Armene er højt over hovedet hos både erhvervsorganisationer og foreninger, efter at regeringen tirsdag har offentliggjort sin nye vækstplan for digitalisering.
Med vækstplanen vil regeringen blandt andet styrke anvendelsen af it og data i erhvervslivet, så Danmark kan blive konkurrencedygtigt i forhold til resten af verden.
Administrerende direktør i Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) Annette Falberg mener blandt andet, at den nye vækstplan vil åbne for mere dansk eksport.
- Vækstplanen er et stærkt og nødvendigt udspil, hvor vi især er glade for, at regeringen retter den helt nødvendige opmærksomhed på et erhverv, der er midt i store forandringer.
- Vi skal vende udviklingen ved at gå i offensiven. Når den værste konkurrent til en tøjbutik i en dansk købstad er en tysk butik på nettet, skal kampen kæmpes ved at digitalisere forretningen og sælge mere til tyske forbrugere, siger Annette Falberg i en pressemeddelelse.
Samme rosende ord gør sig gældende hos Ingeniørforeningen. Her kalder formanden for erhvervs- og vækstudvalget, Cornelius Olesen, vækstudspillet for et skridt i den rigtige retning.
- Optimeret dækning er fundamentet for mange vitale udviklingspotentialer, der kan være med til at skabe vækst.
- Stabile forbindelser vil fremme videomøder, understøtte digitale hjælpemidler i undervisningen på alle uddannelsesniveauer og skabe en solid grobund for øget brug af telemedicin, siger Cornelius Olesen i en pressemeddelelse.
Flere af landets erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, IT-branchen og Teleindustrien roser den nye vækstplan.
Hos DI ITEK, der er et branchefællesskab for virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation i Dansk Industri, taler man også i rosende vendinger.
Her mener branchedirektør Adam Lebech, at vækstplanen kan blive en win-win for erhvervslivet.
- Det er et afgørende skridt, at vækstplanen slår fast, at offentlig digitalisering i fremtiden skal føre til mere brugervenlige løsninger for virksomhederne og positive gevinster i erhvervslivet, siger Adam Lebech i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned