Erhvervsskoler støtter højere karakterkrav til gymnasiet
Vi føler ikke, vi er mindre værd, selv om gymnasiet får højere adgangskrav, siger erhvervsskoler. V glæder sig.
Vi kan godt leve med, at der bliver stillet højere krav for at komme ind i gymnasiet, end der gør til en erhvervsuddannelse. Så klar er meldingen fra Danske Erhvervsskoler i tirsdagens udgave af Berlingske.
Her taler sammenslutningens direktør, Lars Kunov, for at indføre et adgangskrav på 4 til gymnasiet, mens kravet på karakteren 2 bør fastholdes som adgangsgivende til erhvervsskolerne.
- Vi føler ikke, at vi er mindre værd, selv om adgangskravet til gymnasiet bliver højere, end det er til erhvervsuddannelserne, siger Lars Kunov til Berlingske.
Netop karakterkravet er en af de helt store knaster i forhandlingerne om en reform af gymnasieuddannelserne.
Socialdemokraterne står fast på, at adgangskravet bør være 2, udmeldingen fra erhvervsskolerne til trods, siger undervisningsordfører Annette Lind (S) til Berlingske.
Meldingen fra erhvervsskolerne vækker til gengæld glæde hos Venstre, der arbejder for netop 4 som adgangskrav.
- Jeg undrer mig over, at de røde partier ikke kan se, at det vil være helt naturligt at placere et adgangskrav på 4 til gymnasierne, fordi det kræver en større boglig faglighed, siger undervisningsordfører Anni Matthiesen (V).
Uenigheden om adgangsbarrieren til gymnasiet har været så stor, at flere partier har luftet den mulighed at blive enige om indholdet af gymnasiereformen først, og så udskyde beslutningen om karakterkrav til efter næste valg.
Men det anser Anni Matthiesen ikke for en løsning.
- Det vil være rigtig, rigtig synd, både for institutionerne, men så sandelig også for de unge mennesker, hvis de skal vente til efter et valg. Hvis man er ansvarlig politiker, så tager man den beslutning sammen med den aftale, siger hun.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde