Besparelser i milliardklassen kommer til at gøre ondt i kommunerne og danskerne kan lige så godt vænne sig til at få mindre for skattekronerne.
Det forudser næstformand i Kommunernes Landsforening og borgmester i Rudersdal Kommune, Erik Fabrin (V).
- Det kommer til at kunne mærkes for de medarbejdere, der mister jobbet, for jeg tror ikke, vi kan klare det ved naturlig afgang. Og på de områder, man vælger at nedprioritere, bliver servicen dårligere, end den er i dag, fastslår Erik Fabrin.
Regeringen lægger op til en treårig aftale med kommunerne, der i to af årene skal spare fire milliarder kroner. Ifølge regeringens egne beregninger betyder det, at 8000 kommunalt ansatte skal finde sig et andet job.
Erik Fabrin ærgrer sig over, at regeringen alene vælger at spare sig ud af problemerne og ikke i højere grad er villig til at lave reformer. KL's formand, Jan Trøjborg (S) har eksempelvis tidligere foreslået, at rige pensionister selv kan betale for at få gjort rent.
- Man må kvittere for, at regeringen nu endelig tager et klart medansvar for den økonomiske politik. Ved kun at vælge besparelser er vejen hård, men det er regeringens valg, siger Erik Fabrin, der kalder det "naturligt", at kommunerne også bliver omfattet, når Danmark skal sendes på sparekur.
- Så må vi drøfte med regeringen, hvilke områder den ønsker nedprioriteret, og hvordan vi praktisk kan gøre det, siger Erik Fabrin.
Regeringen og kommunerne mødes før sommerferien for at indgå en aftale om de kommende års økonomi.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker